Forside Nyheder

Sony Ericsson: Alle 2011-mobiler får Ice Cream Sandwich


Alle 2011-modeller fra Sony Ericsson bliver opgraderet med Ice Cream Sandwich.


 


Sony Ericsson har bekræftet, at alle firmaets Android-mobiler fra i år bliver opgraderet med Android 4.0, også kendt som Ice Cream Sandwich.


Den svenskjapanske mobilproducent har tidligere skrevet på sin hollandske Facebook-side, at firmaets “2011 portefølje” af mobiler ville få en opgradering til Googles spritnye Android 4.0-operativsystem.


Det skabte vældig interesse blandt nuværende Sony Ericsson-ejere, og nu har firmaet så meldt klart ud på sin blog: alle modeller lanceret i år bliver opgraderet til Android 4.0, også kendt som Ice Cream Sandwich.


“Vi kan i dag bekræfte, at vi planlægger at opgradere hele 2011-Xperia porteføljen til den næste version af Android, kendt som Android 4.0 eller Ice Cream Sandwich. Vi arbejder på at fusionere vores nuværende Xperia-brugerflade med de nye funktioner i Android 4.0. Mere detaljerede oplysninger om denne opgradering, timing og global tilgængelighed vil blive meddelt senere her på bloggen,” skriver Sony Ericsson.


Og bare for at skære det helt ud i pap: 2011-Xperia porteføljen henviser til følgende produkter: Xperia Arc og Arc S, Xperia PLAY, Xperia Neo og Neo V, Xperia Mini og Mini Pro, Xperia Pro, Xperia Active, Xperia Ray samt Sony Ericsson Live med Walkman.


Det ville være lækkert om man kunne få lignende klar udmelding fra andre producenter, *host* Samsung *host* HTC *host*


 

Annonce