Forside Nyheder

YouSee lytter til brugerne på recordere.dk


 


En intens debat om kvaliteten af HD-kanaler på YouSee kabel-tv, i forummet på recordere.dk, har fået YouSee til igen at hæve kvaliteten på DR HD.


De seneste dage har der kørt en intens debat i forummet på recordere.dk. Emnet har været kvaliteten på HD-kanalerne hos YouSee, efter at bitraten forleden dag blev sænket.


Bitraten på DR HD blev sænket til ca. 6 Mbit/s mod tidligere ca. 12 Mbit/s, i forbindelse med ibrugtagning af nyt bedre udstyr hos YouSee. Men mange brugere mente det var for lidt til at sikre en fornuftig kvalitet, og efter en længere debat giver YouSee nu efter og hæver bitraten til 12 Mbit/s igen for DR HD.


“Den meget intense diskussion her på recordere.dk er bestemt ikke forbigået vores opmærksomhed i YouSee. Der har været mange fornuftige ? og enkelte knap så fornuftige – synspunkter fremme. På den baggrund har vi for at undgå flere misforståelser besluttet indtil videre igen at hæve bitraten på DRHD til de ca. 12 Mbit/s, vi hidtil har leveret.” skriver Pressechef i YouSee Ib Konrad Jensen, og YouSee tilføjer blandt andet:


“Dermed ikke være sagt, at vi fortsætter med denne bitrate i al fremtid.” … “Vi har, som tidligere nævnt, købt nye encodere, som efter vores bedste vurdering er i stand til at levere HDTV i fuldt ud samme billedkvalitet som hidtil men ved en lavere bitrate.”


“Nu tager vi vores erfaringer fra diskussionen her og i andre medier ? og fra den første måneds drift ? og ser på, hvordan vi håndterer dette fremover. Vores mål er at levere en HD-kvalitet, der er blandt de bedste på markedet ved hjælp af de muligheder, den mest moderne elektronik giver os.”


Hele debatten incl. YouSees svar i sin fulde ordlyd kan læses her


 

Annonce