Forside Nyheder

Canal Digital: Øget interesse for satellit TV


Canal Digital er snart klar med en ny HD-recorder.


 


Satellit TV


Om det er udsigten til at miste TV 2 tør de ikke sige, men Canal Digital oplever øget interesse dette efterår, og er snart klar med en ny HD modtager.


I vores TEMA om TV i 2012 er vi nået til et kig på satellit TV fra Canal Digital.


Årsagen til det øgede fokus på TV-distributørene herhjemme skyldes, at når kalenderen viser d. 11. januar sker der omlægninger i det digitale sendenet herhjemme. Der overgår det gamle MUX1 med DR1, DR2 og TV 2-regioner til det nye MPEG-4. Samtidig bliver TV 2 til en betalingskanal, og flytter til Boxer MUX3.


Det stiller alle med egen antenne overfor nogle valg. Skal det være Boxer, satellit TV, IP-TV eller andet der skal levere TV-signalerne ind i huset efter overgangen. Hvis der aligevel skal indkøbes tv-boks(e) og abonnement, tjekkes markedet ud.


 


Øget interesse for Canal Digital


Forleden kunne vi fortælle at TDC TV, som leverer TV-signaler via bredbånd oplever en stor fremgang dette efterår. Og det samme gør Canal Digital.


“Vi har klart oplevet en stigning i vores salg her hen over efteråret, men det er svært at sige om det er antennesegmentet, der traditionelt ikke er så interesseret i at have mange kanaler at vælge imellem, som er blevet nye kunder hos os. Vi kan se, at der er nogle, der kommer fra antenne, men det er ikke flertallet.” fortæller Catja Middelboe Andersen, der er kommunikationsdirektør i Canal Digital til recordere.dk, og hun fortsætter:


“De fleste kunder hos os, er kunder som elsker at have mange forskellige rigtig gode tv-kanaler at vælge imellem ? og de fleste køber vores store tv-pakker fordi der er masser at vælge imellem for alle i familien.”


 


Kunder med større krav


De kunder Canal Digital får ind er typisk TV-kunder med større krav til kanaludbud og tekniske løsninger, end “blot” at kunne se DR og TV 2 på et enkelt TV. Og derfor er det område i fokus.


“Vi oplever en stor efterspørgsel på ekstra bokse hos vores eksisterende kunder. Vi går benhårdt efter at indrette vores forretning ud fra vores eksisterende kunders behov.” fortæller Catja Middelboe Andersen.


En løsning de satser på er muligheden for at se TV-kanalerne på flere TV i hjemmet,  uden ekstra omkostninger til kort.


“Derfor har vi afskaffet kortservice og det kommer vores kunder til gode netop når en så populær kanal som TV 2 bliver en betalingskanal. Langt de fleste af vores kunder har mere end ét tv i hjemmet, og hos os betaler man ikke ekstra for at se sine kanaler på alle sine tv-apparater.” fortæller Catja Middelboe Andersen og hun fortsætter:


“Så de kunder hos os, der måske hidtil har set TV 2 via antenne på tv nr. 2 eller 3, kan meget nemt overstå omlægningen ? de skal blot bestille en ekstra tv-box hos os. Man betaler for sine tv-kanaler én gang (fast pris hver måned), og skal ikke betale ekstra for hvert tv-apparat.”


 


DR1 og TV 2 HD


Når DR1 og TV 2 skifter til HD kvalitet er Canal Digital også klar.


“Vi kommer til at udbyde TV 2 HD lige så snart TV 2 er klar med signalet. DR1 som vil sende i 720p som jo er HD, vil vores kunder ligeledes kunne glæde sig til.” fortæller Catja Middelboe Andersen og hun fortsætter:


“Med de to største danske kanaler i HD-kvalitet venter der vores kunder nogle super fede oplevelser foran skærmen. Allerede fra januar sender TV 2 håndbold EM for herrerne i HD og senere kommer EM i fodbold og OL også i den bedste kvalitet ? blandt meget andet naturligvis.”


 


Ny HD modtager


Canal Digital arbejder på en ny HD-recorder til det danske marked. Det seneste vi har hørt, er at Canal Digital forventer den klar i år, eller måske lige i begyndelsen af det nye år.


Den nye boks har to tunere, så der kan ses et program mens der optages et andet. Der sidder en 500 GB harddisk i. Støjniveauet skulle også være lavt.


Der bydes på hurtigere opstart og betjening, med enkle og logiske menuer, og så arbejdes der på fjernbetjening fra iPhone og iPad.


Boksen er forberedt til fjern-programmering af timer via mobiltelefon eller computer, en mulighed der ventes at dukke op senere.


Recordere.dk vender tilbage med en anmeldelse, når den er klar til det danske marked.


 

Annonce