Forside Nyheder

Apple afslører, hvad de vil bruge deres penge til



 


Analytikere og pressen har haft travlt med at spekulere på, hvad i alverden, Apple vil bruge deres kæmpe kapitalbeholdning til. Mandag eftermiddag dansk tid vil firmaet løfte en del af sløret.


Det kom helt ud af det blå, søndag eftermiddag, Californien-tid. Apple indkalder til et pressemøde lige efter aktiemarkedet er åbnet på Wall Street, kl. 9 New York-tid, hvilket er kl. 14 i Danmark. Pressemødet sker i form af et konference-telefonmøde, og der vil ifølge Apples pressemeddelelse ikke blive diskuteret hverken nye produkter, salgstal eller regnskabsdetaljer. Der vil blive fokuseret på, hvad Apple har tænkt sig at gøre med deres massive pengetank.


Ved sidste regnskabsaflæggelse kom det frem, at Apple har mere end 97 milliarder dollar – mere end 550 milliarder kroner – stående på kontoen. I medierne er der blevet spekuleret en del i, hvad Apple vil bruge pengene til, lige fra nye produkter og innovation til ting, der ikke er relateret til forbrugerelektronik, såsom grøn teknologi eller øko-initiativer, eller måske humanitære formål, der kan hjælpe Apple med de image-problemer, de er løbet ind i via deres partnerskab med Foxconn-fabrikkerne.


Alt det får vi svar på mandag eftermiddag dansk tid. Du kan læse Apples pressemeddelelse HER, hvor du også kan finde informationer om, hvordan du kan lytte med på konference-telefonmødet.


 


Opdatering: Pressemødet handlede om at udbetale penge til aktionærene og tilbagekøbe aktier. Ikke noget om spændende investeringer i produktion og produkter denne gang.

Annonce