Forside * Nyheder

Google vil sælge deres tablets fra egen butik



Måske kommer der til at stå Google denne ASUS-tablet i fremtiden. Google og ASUS skal i hvert fald lave tablets sammen i år.


 


Nu skulle det være så godt som sikkert, at der kommer en Android-tablet med Googles eget logo på. Den og flere andre produkter vil blive solgt online fra Googles egen webbutik.



Apple gør det, Amazon gør det – så hvorfor skulle Google ikke gøre det. Nørdholdet fra Mountain View vil også sælge deres produkter gennem deres egen website. Eller rettere – de vil gøre det igen. For Google prøvede rent faktisk at lancere Nexus One i 2010, som var produceret af HTC, gennem deres egen butik. Det var ingen overvældende succes. Lidt større succes har Google haft med at klaske deres logo på Samsung-telefonen Nexus – men denne telefon er også blevet solgt igennem den normale detailhandel.


Men nu prøver de altså igen, denne gang for at prøve at gøre noget ved de lettere sløve salgstal, som Android-platformen oplever på tablet-fronten. Det er i hvert fald årsagen ifølge Wall Street Journal, der har talt med kilder “med kendskab til sagen.”


Ifølge Wall Street Journal vil Google lave en tablet sammen med ASUS, der står bag en af de mere succesfulde Android-tablets, EEE Transformer Prime. Det betyder dog ikke, at Google dropper planerne om at lave tablets gennem opkøbet af Motorola Mobility, som de annoncerede for nyligt.


ASUS/Google-tablet’en skulle komme på gaden senere i år, men Wall Street Journal har ikke kunnet finde ud af noget om lanceringsdatoen for butikken, og om den åbner samtidigt med lanceringen af tablet’en. Avisen har dog konstateret, at den næste version af Android skulle lande i 2013 med navnet Jelly Bean.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.