Forside * Tests

Anmeldelse af Nokia Lumia 900

 


 


Indledning


Nokias håb for et comeback på smartphone-scenen har foreløbig kulmineret i Nokia Lumia 900, der kommer til Danmark indenfor 1-2 måneder. Vi fik fat i et amerikansk eksemplar, som vi har testet.


Det første, man lægger mærke til, når man får Lumia 900 i hånden er vægten. 160 gram lyder ikke af så meget, men det føles som meget i forhold til, hvad vi ellers er vant til blandt smartphones i dag. Vægten er dog med til at give en følelse af robusthed, der understøttes af resten af designet. Der er ikke ret meget plastikfølelse over Lumia 900, selvom den rent faktisk ER lavet i plastik.


Det polycarbonat-materiale, som Lumia 900 består af, er så hårdført, at det næsten minder om en let metalart, f.eks. aluminium. Desuden er den lavet i ét stykke, hvilket giver den samme gedigne fremtoning som iPhone. Og så virker den endda mere hårdfør end Apples smartphone. Man fornemmer, at Lumia 900 ikke kommer synderligt til skade, hvis man skulle tabe den.


Skærmen på Lumia 900 er helt suveræn. Den ClearBlack-teknologi, som Nokia benytter på den 4,3? store AMOLED-skærm giver gør den lige en tand ekstra lækker at se på. Den lille, sorte kant på skærmen ved siden af live-tiles?ne på fronten af Windows Phone-interfacet glider helt sømløst over i kassens kant, med mindre man holder den op imod lyset og decideret leder efter overgangen. Så sort er sort på denne skærm. 


Websites fremstår med en klarhed, der gør at man ikke behøver zoome særlige meget for at kunne læse teksten. På den måde får man et bedre overblik over en webside, når man går ind via Internet Explorer i Windows Phone-udgaven. Det er et generelt træk ved WP, men på Lumia 900?erens skærm er dette fænomen særlig effektivt.


 



 


Antenneforhold


En anden ting, hvor Lumia 900 adskiller sig fra konkurrenterne er på antennens styrke. Vi tog Lumia 900 med hen til en lokation, hvor 3G-dækningen er mildest talt mangelfuld. Vi sammenlignede den med Motorolas RAZR og en iPhone 4S på samme position, og hvor disse to smartphones kun kunne mønstre en enkelt stregs modtagelse på 3G, kunne Nokiaen fange et LTE-signal med tre streger.


På telefonopkald oplevede vi også væsentligt færre drop-outs og huller i samtalerne end med de to andre telefoner. Lumias 900s antennemodtagelse synes simpelthen at være bedre. Om det så er godt for strålingsnivauet og SAR-værdien er så en helt anden historie.


Nokia Lumia 900 har på papiret en ringere batterilevetid end mange af dens konkurrenter. Nokias lover op til 7 timers tale og ?all day? standby-tid. Hvad det så end betyder. Vi oplevede dog, at især efter opdatering til den seneste version af Windows Phone, der landede dagen før, vi afsluttede testen, blev batteritiden væsentligt bedre.


Ved almindeligt brug holdt den i cirka halvanden dag, før den ville have strøm igen. Der er ingen tvivl om, at LTE-brug gør en forskel. I testperioden havde vi lejlighed til at prøve Lumia 900 af i et område, der kun havde 3G/HSPA-dækning, og her kunne vi på den i Windows Phone indbyggede batterimåler registrere et noget langsommere batteriforbrug end med 4G-forbindelsen.


Windows Phone har dog en smart ?battery saver?-funktion indbygget, som man kan slå til, eller som man kan bede om at få aktiveret, når batteriet når et vist, lavt niveau. Den lukker for al baggrunds-datadownload, samt sparer på skærmforbruget, sådan at man kan strække den sidste strøm på batteriet lidt længere.


 



 


 


Et kamera, der kunne være bedre


Et af Lumia 900s stærkeste kort skulle være kameraet, der har 8 megapixels opløsning og tager billeder gennem et Carl Zeiss-objektiv. Traditionelt har dette givet billeder taget med Nokias mobilkameraer en helt anden dybde og klarhed end de fleste af konkurrenternes.


 




Det er på udendørs-billederne, at kameraet i Nokia Lumia 900 virkelig kan sat kram.


 


Nogle enkelte anmeldere har beklaget sig over, at der skulle være et gult skær over Lumia 900s billeder, men det havde vi svært ved at se. Og det skal ingen hemmelighed være, at den dedikerede udløser-knap, som er standard på Windows Phone-platformen er en bonus. Det faktum, at man blot ved at holde denne knap nede, kan komme fra slukket skærm til kamerafunktion på ingen tid, er stærkt brugbar. Det er jo trods alt, når man mindst venter det, at de bedste billedsituationer opstår.


Det er på udendørs-billeder, at Lumia 900 virkelig viser sit værd. Her er billederne dybe i farverne og detaljerede uden at blive for digitale. Problemet opstår, når man rykker indenfor. Lumia 900 er ikke specielt god i dårlige lysforhold, og det hjælper desværre ikke ret meget at bruge den ?auto-fix?-funktion, der kommer med Windows Phone. Faktisk kan det bare gøre det værre.


 



Med blitzen slået til leverer Lumia 900 middelmådige billeder indendørs, selv efter en omgang ?auto-fix?. Det er det ?fixede? billede til højre



Men uden blitz bliver det ikke meget bedre, og her gør ?auto-fix?-funktionen værre at se på.


 


 


Windows Phone


Selve Windows Phone-softwaren er svær at tage objektivt stilling til. Det er virkelig en smagssag, om man bryder sig om hele konceptet med live tiles og vertikal scroll.


Personligt har denne anmelder stor glæde af live tiles ? det er fedt at kunne danne sig et overblik over tingene, allerede inden, man har klikket på noget ikon (for de uindviede: Windows Phone har, ligesom Metro i Windows 8, en række store, kvadratiske felter som primær navigations-styring. Disse felter giver både adgang til apps og funktioner, samt viser allerede ude på fronten, når der sker noget nyt. Man får altså overskrifter og sociale updates helt ud på skærmforsiden.)


Windows Phone er som vanligt let og glidende at bruge, og det er en fornøjelse at bruge de forskellige Windows Phone-specifikke funktioner som den sociale hub, hvor alle de sociale aktiviteter på f.eks. ens Facebook- eller Twitter-konti er samlet under ét. Windows Phone har stadig det problem, at platformen halter bagud i forhold til Android og iOS, når det gælder antallet af apps. Og der er mange populære apps, der simpelthen bare ikke findes til platformen endnu.


 



Live tiles er godt til at få et overblik på f.eks. kalender-info uden at skulle klikke sig ind på en app først.


 


Gudskelov er der kommet en hel del navigations-apps til Windows Phone-platformen, for Nokia Drive, der følger med Lumia 900, er næppe nogens drøm om en digital vejviser. Ud over, at den ikke inddrager trafikinfo, er der flere ting, der mangler i app?en.


F.eks. kan man ikke ? vi kunne i hvert fald ikke finde funktionen ? få en liste over de forskellige trin på ruten frem på skærmen. Man må nøjes med at se på kortet i 3D, hvis man gerne vil tænke lidt fremad på sin tur.


Men hvad værre er, så kan Nokia Drive ikke finde ud af, hvis en motorvejsafkørsel splittes i f.eks. en øst- og vestvendt retning. Det er ikke så stort et problem i Danmark, hvor der som regel kun er en enkelt rampe for hver motorvejsafkørsel. Men i Tyskland eller i USA, hvor det tit handler om at komme ad den rigtige rampe for at blive sendt i den rette retning, er dette et ret stort problem.


Det er altså ikke Nokia Drive, man skal købe Lumia 900 for, selvom den gratis GPS-navigation kan virke som et stort plus. Det skulle da lige være for at opleve det stemme-alternativ, der hedder ?Surfer dude.? Den kommer med morsomme replikker som ?In 250 meters, turn left. That would be your left, not mine, dude!?


Der er dog også et par andre minusser ved Lumia 900. F.eks. skyder den kun video i op til 720p-opløsning. Der er vi altså allerede vant til at se 1080p-opløsninger på vores smartphones, så det er en ommer for Nokia. Et andet problem er dens Bluetooth-version. Den kører kun Bluetooth 2.1, hvor mange nye smartphones er helt oppe på version 4.0. Bluetooth betyder mindre og mindre i hverdagen ? men alligevel.


 


 



 


1,4 GHz er nok til Windows Phone


Til gengæld kunne vi på intet tidspunkt mærke, at CPU?en i Lumia 900 er en single-core 1.4 GHz-processor. Det virker ret underdimensioneret i forhold til de mange smartphones med både dual- og quad-core-processorer, der strømmer ud på markedet i disse dage.


Men der må være noget i Windows Phone-softwaren, der gør at 1,4 GHz fra en enkelt processor er rigeligt til at afvikle de mest almindelige ting, for vi mærkede ingen grimme ophold i brugen eller apps, der crashede. Og de sidste to ting er nærmest daglig rutine på Android-platformen. Selv, når der blev spillet spil fra Xbox Live, afviklede smartphonen det med bravour.


En anden processor-krævende funktion, der er ret cool, er den scanning-funktion, der er bygget ind i Windows Phone, og som aktiveres ved at holde søgeknappen nede. Der er ikke tale om, at man bare kan scanne dokumenter m.v. Nej, hvis man holder telefonen henover noget tekst på f.eks. spansk, kan Lumia 900 oversætte teksten til engelsk for dig. Det er ikke bare en højst brugbar funktion, det er også en af de mere blærede funktioner, man kan vise sine venner. Den samme kamera-funktion kan genkende bøger og CD?er/DVD?er/Blu-ray-skiver og sende dig til en online-butik, hvor du kan købe dem.


 


 



 


 


Konklusion – En no-nonsense smartphone


Nokia Lumia 900 er en fremragende smartphone for dem, der vil have en no-nonsense én af slagsen. Den leverer varen uden dikkedarer og er intuitiv og nem at bruge. Windows Phone-softearen giver allerede på forsiden én et overblik, man ikke får på de to konkurrenters telefoner.


Men oven i det er Lumia 900 robust og godt skruet sammen, og skærmen er en af de bedste, der findes på smartphone-markedet lige nu.


I det hele taget er det svært at ryste Nokia Lumia 900 af sig, når man har brugt den et stykke tid. Når man først er vant til de aktive live-tiles og den store skærm, er det ret svært at vende tilbage til en iPhone, hvor man skal klikke sig ind på en app, før den virker, og hvor skærmen lige pludselig ikke synes særlig stor.


Nokia har satset stort på Lumia 900. Og nej, det er ikke en telefon, der deltager i kapløbet om den hurtigste smartphone-hardware. Men det er tilsyneladende heller ikke nødvendigt for at få en god smartphone-oplevelse.


Den forventes at kunne købes til omkring 4.500 kroner uden abonnement, når den lanceres herhjemme i slutningen af maj eller i begyndelsen af juni.


 


Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.