Forside Nyheder

C64’erens skaber er død


Jack Tramiel (tv.) fejrer sammen med en af Commodores andre ledende figurer, Michael Tomczyk, at firmaet havde solgt en million eksemplarer af C64’erens forgænger, VIC-20. En revolution lå stadig forude i deres fremtid. (Foto: MOS6502/Michael Tomczyk)


 


Manden, der kickstartede en hel generations interesse for IT og teknologi med Commodore 64-computeren er død. Jack Tramiel blev 83 år gammel.


Der er dem, der vil argumentere for, at Jack Tramiel spillede en langt vigtigere rolle i computerens historie end f.eks. Steve Jobs. Tramiel var nemlig manden, der i 1955 stiftede Commodore Busines Machines, der i 1982 lancerede verdens allermest populære hjemmecomputer, Commodore 64.


64’eren, som den blev kaldt herhjemme, nåede i sin levetid at blive solgt i op mod 21 millioner eksemplarer, hvis man tæller efterfølgeren Commodore 128 med, som 64’eren var bygget ind i. Det gør den til den mest populære computermodel i historien.


 



Reklame for Commodore VIC-20, forløberen for 64’eren.


 


Ikke nok med, at Commodore 64 var den maskine, der fik computere ud til almindelige mennesker, den startede også en spillerevolution, og for nogle var det også maskinen, der introducerede dem til pirateri og de første fildelings-services. Demo-scenen startede på C64, og for mange var det C64-kompatible internettjenester som CompuServe, der – ud over en gigantisk telefonregning – også gav dem deres første online-oplevelse.


Således har nørd-ikoner som Netscape-skaberen og Twitter-medejeren Marc Andreesen samt makkerparret bag Skype, Kazaa og Rdio, Niklas Zennström og Janus Friis, tilkendegivet at de fik deres tidlige start på en Commodore 64.


Selv et af de store, amerikanske internetgiganter, AOL, startede som tjenesten Q-Link på Commodore 64.


Og det startede alt sammen med Jack Tramiel, der i starten af firserne udtalte, at Commodore skulle lave “Computere for masserne, ikke for klasserne.” Jack Tramiel døde søndag, 83 år gammel.


Du kan læse mere om Jack Tramiel og de andre Commodore-legender på MOS6502.

Annonce