Forside Nyheder

Første kig på BeoPlay V1-40 TV fra B&O


Beoplay V1 hængt op i loftet. Foto: Bang & Olufsen.


 


Dette er ikke bare en metervare i et andet kabinet, men et TV som B&O har lagt deres sjæl i. Sådan lyder konklusionen efter de første timer i selskab med BeoPlay V1.


Recordere.dk har som et af de allerførste medier i verden fået lejlighed til at teste på det nye “folke-TV” fra Bang & Olufsen. Et TV der sælges under B&O PLAY navnet – og kaldes BeoPlay V1.


De nye TV kommer i to udgaver. En 32″ til ca. 18.000 kroner og en 40″ til ca. 22.000 kroner. Uden fod eller ophæng.


Med B&O PLAY kategorien af produkter, hvor det allerførste var Airplay-højttaleren Beolit 12, der går B&O nu igen efter en bredere målgruppe. Dem uden pengetræer i haven = Familien Danmark (og Familien Norge, og Sverige, og Tyskland, og England osv).


 


 



BeoPlay V1 fås i sort og hvid finish. Begge lakeret stål. Foto: recordere.dk


 



Den koksgrå V1 – Her udstillet sammen med Beoplay A3 iPad-dock. Foto: recordere.dk 


 


Design


De nye BeoPlay V1 har et tysk-inspireret design, i udtryk minder det meget om den bauhaus-stil som Braun gjorde kendt og som også flere Loewe-produkter læner sig op af.  Apple har også været inspireret at Bauhaus-stilen i deres produkter, uden sammenligning med BeoPlay V1 iøvrigt.


Billeder (og video) har svært ved at yde dette design retfærdighed. For vi er så vant til at elektronikprodukter er designet i plast, så når vi ser en hvid overflade af et TV på et billede, så danner vi automatisk et billede inde i hovedet af hvid plast. Når vi ser en koksgrå overflade må det være grå plast.


Ser vi derimod en hvid bil på et billede, så forventer vi den er lavet af metal. Det plejer de jo at være.


BeoPlay V1 vinder derfor ved selvsyn. De modeller ligner slet ikke de plastic-tv som vi kender så godt, når de opleves i virkeligheden. Tværtimod, det ligner det som det er – lakeret metal. Som en ny hvid- eller grå-lakeret “bil” – fra Struer.


Om man kan lide et bestemt design eller ej er selvfølgelig altid en smagssag, men Beoplay V1 er ikke grimt. Det er anderledes, men designet vinder time for time man er i selskab med det. Det ligner ikke noget af det der kan købes i “metervare” hos de store producenter.


TV’et har mere dybde end andre LED TV på markedet, men det fornemmer man ikke i praksis pga. designet. Den øgede dybde – i forhold til de allertyndeste på markedet – giver mulighed for indbygget god lyd.


Selve farven inde i højttaler-gitteret kan udskiftes. Der medfølger en sølvgrå, men det kan man selv udskifte med andre farver gitre.


TV’ets grundfarve er enten hvid eller mørk koksgrå. Begge lakeret.


 


 



Selve standeren (foden) er nogle stænger, der passer ind i TV’et. Ganske smart. Foto: recordere.dk


 



Og så står – eller hænger – Beoplay V1 på det valgte ophæng, til gulv/bord, væg eller loft. Foto: recordere.dk


 



Vægophænget til Beoplay V1. TV’et kan drejes ud fra væggen til en af siderne. Foto: recordere.dk


 


Ophæng


TV’et kommer som standard med stander til gulv og lave TV-borde. Her er TV’et vippet bagover, men B&O har sørget for at betragtningsvinklen på displayet passer perfekt. Også selvom det står hævet lidt op over gulvet.


Efter sigende kommer der også en gulvstander mere senere, hvor TV’et står lodret hævet højere over gulvet.


Der bliver også mulighed for at tilkøbe et vægophæng, hvor TV’et kan vinkles, samt et loftophæng. Disse er ekstra tilbehør.


Disse standere kan man selv skifte efter behov. De sidder fast i TV’et uden skruer, fastgøringen er nogle stænger der stikkes ind i TV’ets top+bund og holdes fast af en slags modhager.


 


 



Foto: recordere.dk


 



Fjernbetjeningen er meget lækker. En modificeret udgave af Beo4. (Foto: recordere.dk)


 


 


Fjernbetjening


Bang & Olufsen er kendt for deres lækre fjernbetjeninger, og BeoPlay V1 er ingen undtagelse. De har simpelthen modificeret en af verdens bedste fjernbetjeninger nogensinde – Beo4 – og lavet en særlig udgave til de nye BeoPlay TV.


Når man ser hvad producenterne kan finde på at levere med til selv ganske dyre TV, af billige plastic-fjernbetjeninger (enkelte modeller undtaget) så er det en befrielse af pakke et produkt fra B&O ud.


Ah, endelig en lækker fjernbetjening der virker. Den ligger godt i hånden, den er lækker at se på og røre ved, og den virker uden at skulle pege.


Alene fjernbetjeningen gør et produkt som BeoPlay V1 værd at overveje, og så er vi slet ikke nået til alt det smarte endnu. For der er indbygget infrarøde sendere i TV’et, så det kan styre andre enheder som blu-ray, digital-boks, medieafspiller og andet.


TV’et kan løbende opdateres via internettet til at kende de nyeste apparater og deres PUC-koder. Dermed kan samme Beo4 fjernbetjening styre den øvrige del af stuens apparater.


 



Installationen forløber nemt, TV’et kendte endda YouSee kabel-tv (Danmark). Foto: recordere.dk


 


 


Ibrugtagning


Når den første anerkendelse af materialevalg, design og fjernbetjening har lagt sig, så er det jo blevet tid til at sætte strøm til. Det første man møder  er et særkende for B&O: Tyverisikringen.


Det er simpelthen ikke muligt (for lægmand) at tage et TV som dette i brug, uden at have fået udleveret en pinkode fra Bang & Olufsen via forhandleren.


Selve installationen er en guidet tur, på det sprog man ønsker.  Meget enkelt føres man igennem trin for trin, og bliver man i tvivl er der indbygget hjælp på det foretrukne sprog.


 



Foto: recordere.dk



Foto: recordere.dk


  


Billede


Der er indbyggede HD digital-tunere for egen antenne (DVB-T/T2) og kabel-tv (DVB-C) samt analog tuner.


Det første indtryk er at billedet ikke virker prangende. Ikke bedre end hvad man ville forvente af et TV til halvdelen af prisen. Omvendt så er dette TV netop også alt andet end rå billed-kvalitet. Det er et “folke-tv” – på alle områder.


Jeg vil dog ikke gå ind i en nærmere bedømmelse af billedkvaliteten her, det kræver mange flere timer foran TV’et, med forskellige kilder.


 



Bagpå et V1-40 er der tilslutninger for antenne, 2x CAM, net, USB, SPDIF, AV, 5x HDMI, IR-sendere, surround-højttalere, WiFi-antenne og power. Foto: recordere.dk


 



Bagpå er der rum til at skjule en Apple TV medieafspiller. Foto: recordere.dk


 


Lyd


Selvom jeg hele tiden taler om et nyt “folke-tv” så er det – udover design, betjening og fjernbetjening – på lydsiden at dette TV rykker fra flokken. Her er det alt andet end “gennemsnitlig”.


B&O kan et eller andet med lyd. De har nogle knalddygtige medarbejdere, der forstår at bygge højttalere.


Selvom dette TV er forholdsvis fladt, så er det på ingen måde flad i lyden. Tværtimod går tale klart igennem, musik lyder fint, og der er power til at skrue lidt ekstra op når derer gæster. Og dette bare på de indbyggede højttalere i TV’et.


For disse TV kommer også med 5.1 surround lyd. Der er simpelthen udgange bagpå til aktive højttalere, og så konfigurerer man hvor mange der er og hvor. Denne del virker meget lovende, den glæder jeg mig til at kigge nærmere på.


 



Farven i hullerne på højttaler-gitteret kan skifes. Som standard medfølger sølv farve. Foto: recordere.dk


 


Pris


Ved første øjekast virker disse nye “folke-tv” fra B&O dyre, men når man ser på hvad der er med af muligheder. Jeg nævner i flæng:



  • Designer-TV
  • Matrialer i lakeret metal og krom
  • Beo4 fjernbetjening
  • Indbygget “soundbar”
  • Indbygget surround-modul
  • Læg dertil en lækker og gennemført betjening.

For dyrt? Tja det er jo en smagssag, men jeg tror det faktisk ikke. Dette TV kan meget vel ende som B&O’s nye guldkalv.


 



En kort video der viser designet på BeoPlay V1. Video: recordere.dk


 


Efterord


Dette er kun “et første kig” på det nye BeoPlay V1 TV, efter at have brugt kort tid i TV’ets selskab. Så ingen konklusioner endnu, i må nøjes med de få subjektive betragtninger der kom med her.


Men jeg må allerede nu tage hatten af for B&O. Dette er et ærligt produkt, som de har lagt enormt meget sjæl i. Det er ikke bare en “metervare” et andet kabinet, selvom en del af indmaden sikkert er indkøbt hos andre producenter.


Man skal dog nok have det hjemme i stuen for at fornemme hvor stor forskellen reelt er, imellem en “metervare” og et “produkt med sjæl”. Og det er jo de færreste af os der lige køber et nyt TV, bare for at prøve det derhjemme.


Vi vender tilbage med en egentlig anmeldelse senere, som kommer til at gå mere i dybden med B&O’s nye “folke-tv” her. Men forvent ikke den anmeldelse allerede imorgen eller i overmorgen, det ville ikke yde et TV som dette retfærdighed.


Denne gennemgang slutter med en udtalelse fra B&O:Beoplay V1 er ikke ment som hjemmebiograf, og vi har ikke planer om 55-tommer”


 


Opdatering: Anmeldelsen af BeoPlay V1-40 er klar

Annonce