Forside Nyheder

Sounder er IM til stemmen


Det kunne sagtens gå hen og blive en af de næste helt store bølger på nettet. Sounder er en app, der kombinerer idéen bag Instant Messaging med telefonopkald.


Det, der er allersmartest ved Instant Messenger er, at du kan se, når en kontakt er online, og kan tage fat i vedkommende direkte. Ikke noget med at skulle starte et opkald og vente på at vedkommende tager telefonen og sådan noget. Og man behøver ikke alle formaliteterne ved et telefonopkald, man kan bare stille et spørgsmål eller komme med en kommentar uden at behøve at sige dav og farvel og sådan noget.


Det princip forsøger en ny app med navnet Sounder nu at kombinere med verbal kommunikation. Idéen er, at to mennesker, der begge har app’en installeret på f.eks. iPhone eller iPad (app’en findes foreløbig kun til iOS), blot kan trykke på en knap og så er der forbindelse.


På den måde minder app’en om gammeldags samtale-anlæg, hvor man bare kan tale direkte til personen i den anden ende ved at trykke på knappen. Nu behøver man så bare ikke sidde tæt på hinanden, men kan gøre det på tværs af oceaner.


Sounder kan også integreres med Facebook, sådan at det er dine Facebook-venner, du vælger imellem, når du prøver at komme i kontakt med folk. En anden smart feature er, at du kan sætte app’en til at aktivere stemmefunktionen, bare du vender din enhed om. Så behøver du ikke engang trykke på en knap.


Især i projekt- eller arbejdssituationer kan app’en være ret smart. Den er tilgængelig i App Store nu, og du kan læse mere om den HER.

Annonce