Forside Nyheder

iOS 6-beta kom i nat


Apples pressemøde ved åbningen af årets WWDC-konference er netop sluttet, og som ventet var den store finale en fremvisning af iOS 6- den næste version af styresystemet til iPhone og iPad.


Der var dog ikke nogle revolutionerende nyheder at hente. Som ventet afslørede Apple en konkurrent til Google Maps, der dog ikke bød på funktioner, der ville “blæse knoppen af” nogen, selvom det netop var den formulering, Apple-repræsentanter havde brugt op til pressemødet.


Apples kortfunktion har faktisk kun meget få funktioner, der adskiller sig fra Google Maps. En af dem er den såkaldte flyover-funktioner, der giver mulighed for at se et “helikopterblik” på den rute, man har valgt. En anden funktion, Google ikke har, er muligheden for at få vejnavne læst op, som man kender det fra “rigtige” GPS-enheder. Det er dog ikke sikkert, at denne funktion kommer på dansk. Endvidere kan Apples Maps-app (prøv at sige det 20 gange efter hinanden) manipuleres lidt mere flydende rent grafisk end Google Maps.


Apple giver i følge de informationer, der kom ud ved pressemødet, ikke brugeren mulighed for at lagre kort lokalt på iOS-enheden, som Google ellers netop har proklameret, at Google Maps vil kunne tilbyde i fremtiden. Til gengæld har Apple bundet deres kort op på den populære brugeranmeldelses-guide Yelp, der netop også er lanceret i Danmark. På den måde kan man hurtigt finde frem til alt fra benzin til mad med gode anmeldelser. Dette kan blandt andet ske ved hjælp af den virtuelle assistent Siri.


Siri får også en opgradering, og understøtter nu i alt 15 sprog. Dansk er ikke iblandt dem.


 



 


Apple kommer efter konkurrenterne


Apple er også endelig kommet efter konkurrenterne i forhold til integration med Facebook, der nu kan tilgås fra rundt om i systemet (og især i Kontakter), og ikke bare fra Facebook-app’en eller Safari. Dette er en funktion, som Windows Phone har haft siden fødslen og Android også understøtter, så her har Apple for en gangs skyld været bagud.


En ny app, Passbook, giver brugeren mulighed for at gemme alle sine “virtuelle billetter” (såsom koncertbilletter, biografreservationer og elektroniske boardingpas til flyrejsen) samme sted.


Derudover bød nyhederne blandt andet på, at FaceTime nu understøtter videoopkald over 3G, ligesom konkurrenten Skype, og at iCloud er tættere integreret i Safari-browseren.


iOS 6 kom ud til udviklermiljøet i nat dansk tid og forventes lanceret senere på efteråret, formodentlig sammen med iPhone 5.

Annonce