Forside Nyheder

Japanerne klar med OLED TV næste år



 


Ny aftale imellem Panasonic og Sony fremrykker japanernes indtog på OLED TV markedet.


Panasonic og Sony vil ikke sidde på sidelinjen og se til, mens de koreanske TV-producenter løber med markedet for store OLED TV. Nu vil de også med på det der regnes for fremtidens display-teknologi.


Men i stedet for at opretholde de meget tunge udviklings- og produktionsomkostninger alene, så har de to japanske elektronikproducenter nu slået sig sammen.


Aftalen er netop blevet underskrevet, og de to store japanske elektronikproducenter går sammen i et joint venture med fælles udvikling og produktion af OLED til TV.


Dette joint venture skal stå for udvikling og produktion af displays og moduler til store OLED TV.


Hvor der tidligere har været informationer fremme om, at de japanske TV-producenter ville være klar til OLED TV produktion i 2014, så er dette nu fremrykket. Sony og Panasonic forventer at starte en masseproduktion i løbet af 2013.


De to producenter lover dog at det kun er grundudviklingen indenfor display-teknologi som de er fælles om. De vil fortsat bygge deres egne TV.


 


Kilde: BusinessWire

Annonce