Først blev 75 millioner Kodak-brugere overført til Shutterfly.com. Og så fik Kodak lov til at sælge sine patenter, selvom Apple protesterede imod det. Afviklingen af Kodak er i fuld gang.
En amerikansk domstol har givet Kodak lov til at frasælge de digitale fotopatenter, som firmaet ligger inde med. Dette sker på trods af protester fra Apple, som arbejdede sammen med Kodak om udviklingen af digital fototeknologi omkring århundredeskiftet. Men dommeren fandt, at Kodak var den reelle ejer af patenterne, der er stort set det eneste, der er tilbage af det engang så stolte fotofirma.
Frasalget af patenterne sker i forbindelse med afviklingen af Kodaks konkursbo. Firmaet erklærede sig selv konkurs tidligere på året, og meddelte i februar, at deres digitalfoto-division ville blive lukket.
Igår skete der samtidig en anden begivenhed, der er et søm til Kodaks ligkiste. Kodak har i mange år haft en database, hvor Kodak-kunder har kunnet gemme deres digitale fotos i både høje og lave opløsninger. Alle disse fotos og lagertjenesten er nu blevet overført til webtjenesten Shutterfly. der købte Kodakgallery.com for 23,8 millioner dollar tidligere på året. Der er tale om ikke færre end 75 millioner brugere på verdensplan, hvis fotos nu er røget over til Shutterfly.