Forside IFA IFA 2012

IFA 2012: Forskere vil vise 3D uden briller


Måske kan miss IFA snart smide 3D-brillerne også. Forskere fra Fraunhofer-instituttet viser ny 3D-teknik.


 


Tyske forskere er klar til at demonstrere en ny teknik på IFA i Berlin. En metode til at vise 3D uden briller på TV.


I disse år forskes i at gøre 3D mere tilgængelig, og et af de springende punkter er at slippe af med brillerne. Toshiba udvikler og sælger allerede TV der kan gengive 3D uden briller, og nu er tyske forskere klar med et nyt bud.


Udfordringen med 3D uden briller, er at displayet skal skabe op til 10 forskellige billeder, som herefter “sendes ud” i forskellige vinkler som en vifte. Det kan øjet afkode og danne en 3D-effekt ud af.


Udfordringen er at 3D-film og 3D-tv kun bygger på to billeder, et til hvert øje. Så TV’et skal kunstigt kunne omsætte det til et sted imellem 5 og 10 billeder, hvor perspektivet imellem de enkelte billeder er bevaret.


Det er den teknologi som gør 3D uden briller så svært. Var filmene bare optaget fra 10 vinkler samtidig, og distribueret på samme måde, var det ikke så svært. Men at skabe de mange billeder ud fra blot to, er det der kommer til at skille fårene fra bukkene i forhold til brillefri 3D.


Nu er tyske forskere fra Fraunhofer-instituttet klar med en software, der løser denne opgave i realtid. Softwaren piller så at sige objekterne ud af de 2 billeder, og tildeler dem en distance til kameraet (nu dine øjne). Herefter genereres nye billeder, hvor objekterne er placeret så de kan betragtes fra forskellige vinkler, afhængig af hvor øjnene kigger i forhold til TV’et.


Software af den type er ingen nyhed, det nye er at det sker i realtid. Det betyder at teknikken kan bygges ind i TV-apparaterne. Vi skal dog ikke vente at se TV-apparater, med den nye teknik indbygget, før tidligst om et års tid.


Til gengæld vil Fraunhofer-instituttet vise deres 3D-teknologi frem på IFA i Berlin (31/8 – 5/9). Vi kigger forbi deres stand, og fortæller hvordan det opleves.

Annonce