Forside Nyheder

Apples nye “EarPods” har tre udgange


Apple har med de nye øretelefoner til iPod og iPhone forsøgt at redefinere de forholdsvist billige øretelefoner, der altid følger med enheder af den slags.


På pressemødet fortalte de, hvordan de har brugt flere år på at udvikle øretelefonerne, der har fået navnet EarPods. Disse øretelefoner er en mellemting mellem In-Ear-øretelefoner og så de almindelige øretelefoner, vi har kendt siden firserne.


De sidder i det ydre øre på samme måde som sidstnævnte, men har en retningsbestemt højttaler vendt ind mod ørekanalen og spiller dermed direkte ind i øregangen som førstnævnte. Uden at de dog har et rør, der kravler nærmest hele vejen ind til trommehinden.


 


Ingen “forsegling”


Designeren Jonathan Ive gjorde ved sin præsentation opmærksom på, at der ikke var tale om en forsegling, der kunne holde udefra kommende lyd ude, ligesom med In-Ear-øretelefoner.


Men ud over den retningsbestemte højttaler sidder der en yderligere højttaleport bagpå til mellemtone og en port mere længere ned på øreproppen. Det bliver spændende at se, om det betyder at der lækker mere lyd ud til omgivelserne end normalt.


De nye øretelefoner er allerede på gaden nu, hvis man køber dem separat, men ellers følger de med iPhone 5, samt den nye iPod Touch og den nye iPod Nano.


Prisen er kr. 229,-

Annonce