Forside * Nyheder

Første kig på Oppo BDP-103 med Netflix

 


Indledning


Så nåede vi 3. generation af Oppo´s Blu-Ray afspiller, nemlig Oppo BDP-103EU. De to første Blu-Ray afspillere (BDP-83 og BDP-93), var begge nærmest revolutioner når vi taler om Blu-Ray (BD) afspillere.


Revolutionen var sært nok ikke så meget relateret til afspilning af BD i egentlig forstand. Det der var specielt for Oppo´s første generationer af afspillere i forhold til de øvrige producenter var:



  • Høj kvalitet ved afspilning af DVD ved anvendelse af høj kvalitets videoprocessorer
  • Hurtig opstartstid ved afspilning af BD-disc´s. Øvrige producenters afspillere var væsentligt langsommere.
  • Glimrende funktionalitet
  • Ganske høj kvalitet i konstruktion og de anvendte komponenter.

Et andet punkt som Oppo som producent og leverandør adskiller sig fra deres konkurrenter, er en fremragende kundeservice, og her altså også for slutbrugeren.


Oppo har i forbindelse med udviklingen af deres produkter antaget den ganske geniale holdning, at deres fremtidige produkter blev udsendt til et antal Beta-testere. Altså næsten almindelige brugere, som kunne fremkomme med deres tilbagemeldinger og meninger, inden produktet blev lanceret offentligt. På den måde kommer der oftest et mere færdigt produkt ud af produktionen, end hos de producenter der blot tester og udvikler internt.


Faktisk så har Oppo et ønske om at være i kontakt med deres slutbrugere, og her er så et andet brillant udgangspunkt. Oppo´s slutbrugere kommer nemlig meget hurtigt med oplysninger om eventuelle ønsker, fejl, eller oplysninger om nye BD-Disc´s som ikke kan afspilles fordi der nu er indlagt f.eks. filtyper som Oppo afspilleren ikke umiddelbart håndtere. Det betyder så, at Oppo meget hurtigt kan være klar med opdateringer til deres afspillers firmware. I sandhed en win-win situation.


Alle de her nævnte positive tiltag har så også en pris. Oppo´s afspillere hører bestemt ikke til de billigste. I dagens marked kan man nemt få fingrene i en Blu-Ray afspiller til under 1000 kr., og som på papiret jo umiddelbart kan det samme som en Oppo afspiller. Min egen holdning er, at det må være op til den enkelte at prioritere sine ønsker og kvalitetskrav, men som på næsten alle andre områder, man får man hvad man betaler for, også i funktionalitet.


Jeg skal lige huske at fortælle, at Oppo´en som jeg har på besøg hos mig, er forsynet med den første firmware udgave, men at Oppo også fortæller, at en ny udgave er på vej inden for de næste 10-14 dage. Den nye udgave af firmware vil indeholde en hel del forbedringer og ændringer.


 



Oppo BDP-103 har også Netflix


 


Udpakning


Udpakningen af en Oppo afspiller udgør uden tvivl et helt specielt ønske fra Oppo´s side – en lille positiv oplevelse af omtanke.


Afspilleren er emballeret i en robust dobbeltkasse. Når den inderste kasse er åbnet, så ligger der et stort billede af den enhed, som man nu er ved at ud pakke – og med oplysninger om afspillerens specielle egenskaber. Længere nede i emballagen finder man ikke som vanligt, et stykke folieplast som er omviklet enheden. Næh, man finder en sort bærepose i stof, og inde i den, der ligger afspilleren – rigtigt godt beskyttet under forsendelser.


I emballagen finder man også en nydelig lille sort kasse der indeholder det sædvanlige medfølgende udstyr, nemlig fjernbetjening, diverse stik og batterier m.v. For folk der er bekendt med Oppo´s emballage, så er alt ved det gamle. Faktisk har jeg kun oplevet en tilsvarende udpakningsoplevelse, og det er for Vincents produkter.


 



 



 


Design og byggekvalitet


Designet adskiller sig ikke væsentligt for sin forgænger BDP-93EU, med undtagelse af, at betjeningsknapperne på frontens højre side ikke er helt så elegant flush, som forgængeren. Tidligere var afspillerens USB adgang på fronten skjult bag en lille elegant gummidup, denne er nu fuldt synlig, og i øvrigt suppleret af en ny HDMI indgang.


Men stadig er afspilleren yderst elegant, og meget stringent i sin opbygning, i det mindste efter min opfattelse.


Byggekvaliteten er helt på linje med forgængeren. En lækker front i sortmalet børstet aluminium, og betjeningsknapper, samlinger og stikforbindelser i en særdeles fornuftig og gennemtænkt kvalitet.


 




 


Fjernbetjeningen


Fjernbetjeningen følger i store træk design og opbygning fra sin forgænger. Én god ting er dog, at fjernbetjeningen er blevet “Kraftigere”, forstået på den måde, at man for at opnå den ønskede funktion, ikke behøver at rette fjernbetjeningen helt så præcist som tidligere.


Desuden er knappernes overflade ændret en anelse, i det mindste føles disse anderledes. Ud over de gammelkendte knapper, er der øverst på fjernbetjeningen kommet en knap for direkte adgang til Netflix.


Nu når vi er ved netflix, så foregår opkoblingen hertil på omkring 20 sekunder. Og funktionaliteten er som på mit TV. Men ligesom på mit TV, billedkvaliteten er ganske okay, men bestemt ikke som på en afspillet BD.


 




 


Menuer


Menuerne er ændret en smule fra tidligere, dette er dog typisk begrundet i de lidt flere muligheder der findes i afspilleren.


Menuerne er dog som før, logisk opbygget, og med et indbydende i design.  Indstillingen af billedkvaliteten er næsten en hel ISF kalibrering værdig. Gad vide om det dog ikke er de færreste der kommer den vej rundt. Navigationen i menuerne er en hel del hurtigere end ved BDP-93EU.


Måske vi her finder en sammenhæng med de nye dual core processorer.


 




 


Billede og lydkvalitet


Oppo BDP-103EU er jo forsynet med den nye Marvell Kyoto-G2H video processor.


Jeg forestiller mig lidt, at den nye videoprocessors primære opgave er at kunne opskalere til 4K, som jo er en 4 gange så stor opløsning som det nuværende 2K (Full HD). Jeg må fluks bryde sammen og tilstå, at jeg i de få dage jeg har haft den nye Oppo til rådighed, hverken har kunnet støve et 4K panel eller projektor op. Så en 4K oplevelse og beskrivelse af denne – den må vi have til gode.


Og så til det store spørgsmål, viser den nye Oppo et bedre billede end forgængeren? Jeg tør næsten ikke fremkomme med mine kortvarige indtryk – men ja, det mener jeg faktisk. Forskellen til BDP-93EU er på ingen måde revolutionerende, men jeg synes faktisk jeg aner en lille forbedring. Forbedringen som jeg opfattede det, lå i detaljer, i farver og i klarhed.


En demo-BD fra JVC som jeg også viser billeder fra i dette første kig, udviste en lille kende bedre samlet billedkvalitet. Den samme forbedrede billede oplevelse havde jeg med filmen “The Art of Flight”, som i meget stor grad foregår i sne. Her observerede jeg lidt flere detaljer og billeddybde, dels omkring sne og sne fygning, og dels omkring dybde i landskabsmotiver.


Jeg skal ikke kunne afvise at det faktum, at jeg står med den nye Oppo afspiller, og denne monteret med en ny og bedre video processor har påvirket mig. Men jeg genså begge scener flere gange, på både min egen Oppo, og den nye Oppo, og jeg var egentlig ikke i tvivl om den lille forbedring. Men ligefrem noget videnskabeligt bevis – som nogen sikkert vil bede om, det bevis har jeg ikke. Måske egentlige kommende anmeldelser vil kunne be – eller afkræfte min observation.


Jeg har desværre heller ikke nået at afspille 3D materiale, ligesom jeg heller ikke har kigget på den mulighed afspilleren har for at konvertere 2D til 3D. Jeg har dog ingen betænkeligheder ved at mene, at 3D afspiller BDP-103EU lige så godt som sin forgænger.


Men et uomtvisteligt faktum er det jo, at Oppo BDP-103EU er en fremragende BD og DVD afspiller.


Hvad angår den digitale lydkvalitet, og her i surround, jamen den er dynamisk, klang – og kraftfuld og velplaceret, og det uanset om man afspiller en spillefilm, eller en koncertoptagelse. Jeg skal lige tilføje, at mine lydoplevelser blev opnået uden anvendelse af min receivers Audyssey indstillinger. I det store og hele tror jeg klart, at Oppo BDP-103 EU er meget lig sin forgængers digitale lydkvaliteter. Og se det er slet ikke så ringe endda.


Generelt mener jeg ikke, at på Blu-Ray afspillere af den noget bedre klasse, at der er den store forskel i den digitale lyd.
Noget som jo ofte interessere er jo tiden for load af BD-disc´s. Oppo´afspillere er jo generelt blandt de hurtigste til load af film.


Men mon ikke også her, at de nye dual core processorer spiller lidt ind, for med et slag på tasken vil jeg anslå, at tiden til disc-load er nedsat med ca. 25%. Ingen tid til at sætte kaffe over, man skal være glad hvis man når sofaen inden filmen er klar.


Jeg har fået 2 spørgsmål i forbindelse med mit første kig på Oppo BDP-103, og begge omfatter tilslutningen til en YouSee DVB-C boks.


Det ene spørgsmål gik på om der var nogen væsentlig forskel i billedkvaliteten ved opkobling af boksen til Oppo afspilleren, og dermed dens video processor. Og svaret er i det store og hele nej, der kunne måske anes en smule forbedringer på de kanaler som i forvejen ikke er særligt gode – men jeg vil ikke lægge hovedet på blokken.


Nummer 2 spørgsmål gik på, om man kunne slukke for Oppo afspilleren og alligevel føre signalet fra DVB-C boksen igennem Oppo afspilleren – det kan man ikke, signalet forsvinder.


 





 


 


Networking


Det er jo også muligt at streame fra min PC til Oppo´en, og det gælder jo både videoer, billeder og musik. Selve opkoblingen til min PC via det trådløse netværk gik relativt gnidningsfrit. Men – når man så kom ind i de forskellige menuer hentet fra min PC, så gik det gabende langsomt.


Om det så er Oppo´en der ikke korresponderer specielt godt med min router – eller andre årsager, så er der et eller andet sted behov for forbedringer. Det er langsomt – men det virkede. Jeg gennemfører ind i mellem samme øvelse via min Integra receiver, og her foregår det hele langt hurtigere. Lad os håbe, at en kommende firmware opdateringer løser dette problem.


 



 


Forskelle mellem Oppo BDP-93 og Oppo BDP-103


Lad os lige kort opsummere de væsentligste forskelle mellem den nye Oppo afspiller og forgængeren:



  • 4K opskalering
  • 2D til 3D afspilning
  • 2 HDMI ind/udgange
  • Dual Core processor
  • 3 USB indgange.

 


 


 


Konklusion


Oppo BDP-103EU er en særdeles kompetent Blu-Ray og DVD afspiller, hvor man skal grave endog meget dybt i lommerne for at finde en afspiller som gør det bedre end Oppo´en. Dens funktionalitet er gennemtænkt, byggekvalitet og brugeroplevelsen er glimrende.


Jeg har ikke i den korte tid som jeg havde afspilleren i mit setup oplevet egentlige irritationsmomenter, udover funktionen af Networking.


Og så vil nogle sikkert spørge, skal man udskifte sin lidt ældre Oppo til den nye model. Næh – ikke med mindre at man har behov for de nye muligheder som ligger i Oppo BDP-103EU.


Oppo BDP-103 koster kr. 5.595,-


 


Tak


En meget stor tak til Bluraychip.dk for udlån af Oppo afspilleren til dette første kig.


 







Grejet benyttet til dette første kig



  • Display : Panasonic TX-P55VT50
  • Højttalere : ELAC FS247, ELAC CC241, Velodyne SPL-1000 Ultra & M&K CS-29
  • HT kabler : CSN Custom Cables
  • HDMI kabler : Supra og Oppo
  • Receiver : Integra DTR-80.2
  • CD Afspiller : Sony SCD-XA5400ES
  • Blu-ray afspiller : Oppo BDP-93EU.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.