Forside Baggrund

Klumme: Muhammedkrise i gadget-land


 


Indledning


Nej, denne klumme handler ikke om en app eller en dims, der har fået religiøse fanatikere langt væk til at gå amok i optøjer og true gadgetjournalister på livet. Men den handler om det, der kan blive konsekvensen heraf.


Da Muhammed-krisen i Danmark var på sit højeste, blev der talt utroligt meget om selvcensur. Om hvorvidt, det kunne være rigtigt, at der var aviser, der ikke ?turde? bringe billeder af profeten Muhammed af frygt for de konsekvenser, det kunne få i fremmede lande og i Danmark.


USA har lige været igennem en miniudgave af Muhammed-krisen, og det fik selvcensur frem i debatten igen. Men med denne klumme vil jeg bringe tanken om selvcensur ind i forbrugerelektronikkens verden.


 


Om at censurere sig selv


Lad mig nu bare for det første slå fast, at det følgende på INGEN måde skal forstås som værende på nogen måde lige så alvorligt, som det, der skete under Muhammed-krisen eller under de optøjer, der for kort tid siden fulgte i kølvandet på en åndssvag video på YouTube.


Og nu vi er ved fastslåelserne, så lad mig endnu engang slå fast, at jeg intet problem har med Apple og folk, der kan lide deres produkter. Jeg ejer selv adskillige af dem og bruger dem dagligt. Jeg har ejet fire iPhones, jeg ejer hele to iPads (den ene sidder i min bil, den anden ligger lige nu på mit stuebord), jeg har haft to MacBooks og to AppleTV?er, hvoraf den seneste er i brug næsten hver dag.


Apple laver fede produkter og de laver knapt så fede produkter. Akkurat som alle andre store hardwareproducenter og som journalist tillader jeg mig at behandle dem, ligesom jeg ville behandle alle andre. Når der kommer gode nyheder fra Apple om at de har slået deres egen rekord i iPhone-indsalg eller gør gode ting for arbejdsmiljøet på fabrikker i Kina, bliver de videreformidlet. Ligesom historier om dårlig kundeservice og fejl i deres produkter gør det.


 


I offentlighedens interesse


Og hvis nogen synes, at Apple får uforholdsmæssigt meget dækning i medierne, så er det rigtigt. Det har jeg oven i købet selv dokumenteret i en videnskabelig artikel, jeg præsenterede ved en konference på Stanford University for et par år siden. Medierne ELSKER Apple-historier, gode som dårlige. Google har samme fordel. I dag kunne man sikkert putte Facebook og Samsung ind i samme kategori.


Men det er ikke nødvendigvis fordi journalisterne er vilde med Apple som firma og derfor giver dem en fordel. Det er slet og ret fordi, Apple er det mest værdifulde firma af sin art, og det sætter dem i en position, der gør offentlighedens interesse i dem større. Mærsk får også mere medieopmærksomhed end en lille skibsreder på vestkysten, og et regeringsparti får altid mere opmærksomhed end mindre partier. Når man er på toppen, er man automatisk i offentlighedens interesse. Det er den journalistiske virkelighed.


Alligevel var jeg for nylig i en situation, hvor jeg overvejede fuldkommen at droppe at skrive om Apple.


Om ikke andet så i test-øjemed.


 


Nuancer er svære


Jeg er meget stolt af at sige, at den iPhone 5-test, der findes her på Recordere, ikke bare var den første egentlige test af en af verdens mest ventede telefoner i et dansk medie, men også en af de mere grundige. Jeg brugte de første 48 timer efter telefonen var blevet sluppet ud, og jeg havde fået min i hånden på at gennemteste den, så godt jeg kunne. Jeg afleverede en test til Recordere, der fyldte 10 sider i Word, samt et hav af billeder.


Den test har p.t. rekorden som den mest læste artikel nogensinde på Recordere.dk, hvis man sætter den i forhold til den tid, den har ligget på sitet.


Mange af læserne her vil vide, at jeg også skriver for Politiken. Her skriver jeg for et bredere publikum, der ikke nødvendigvis er lige så teknologisk interesserede som Recordere-læserne, og derfor kan jeg tillade mig at bruge mere tekniske termer her, end jeg kan på Politiken. I, kære læsere, ved ganske enkelt mere om tingene.


Så da Politiken også bestilte en iPhone 5-test, havde jeg en masse resultater, jeg kunne koge sammen til den meget mindre artikel, som avisen og dens website skulle have.


 


Ingen er perfekte


Jeg vil gerne slå fast, at selvom jeg har 13 års erfaring som gadgetjournalist, og selvom jeg af de fleste mennesker bliver betragtet som en person med ret godt styr på teknologi, så ved jeg langt fra alt. Der er mange mennesker, især her på sitet, der ved mere om et specifikt område, end jeg gør. Som journalist er man nødt til at være generalist, fordi man skal dække et bredt spektrum, hvor de fleste eksperter har den luksus, at de kan nøjes med at vide en masse om ET specifikt område.


Oven i det kommer så det faktum, at når man rapporterer nyheder fra gadgetverdenen, så går det stærkt, og det er ikke altid der er råd til på et nichesite som Recordere.dk at betale journalister for den tid det tager at gennemresearche en nyhed fuldkommen til bunds. Derfor er nyhedsstof ofte overfladisk, sådan at man ikke drager forkerte konklusioner, og selv i den situation kan der ske fejl. Ingen er perfekte ? især når budgetterne er små.


Men når man laver en test som den iPhone 5-test, jeg lavede, skal man gøre sit bedste. Og det gjorde jeg, med den viden om teknologi, som jeg nu har, plus hvad jeg kunne researche mig frem til indenfor de 48 timer, jeg havde, inden artiklen skulle afleveres (inklusive lidt nattesøvn.)


 


De evigt utilfredse


Der er på nuværende tidspunkt titusindvis af mennesker, der har læst iPhone 5-testen. Langt de fleste har formodentlig fået det ud af det, de gerne ville have: En detaljeret beskrivelse og en rationel vurdering af, hvad denne med spænding ventede telefon kan ? og hvad den IKKE kan. En informativ artikel, der giver dem bedre muligheder for at vurdere en eventuel købsbeslutning. Det er det, tests er til for.


Men så er der de få, der alligevel bliver sure. De få, der ikke kan stilles tilfredse uanset hvad.


Selvom man skulle tro det, baseret på det lange kommentarspor ved testen, så er det faktisk ikke Recordere-læserne, der har været utilfredse. Der er naturligvis altid nogen, der skal brokke sig, men sådan er det.


Men jeg ønsker ikke for nogen, at de skal bruge så meget tid på noget så meningsløst, som jeg har brugt på at svare læsere, der har læst den korte version af testen i Politiken, samt de folk, der er kommet forbi Recordere-testen ved et tilfælde.


Dette handler ikke om Politikens eller  Recorderes læserskare, men det handler om, at nogle mennesker er så passionerede omkring deres forhold til forbrugerelektronik, at de lader det gå ud over os, der bare prøver at gøre vores job bedst muligt.


Jeg tillod mig i begge tests at gøre opmærksom på, at Apples hardware er på linje med det, deres konkurrenter smed på gaden for 1-2 år siden. Det er et faktum, det er ikke en holdning. Man kan endda vælge at kalde det en fordel, for ved at holde sig på den konservative side af udviklingen, sikrer Apple, at deres ting fungerer. Og når de så samtidig får hardwaren til at spille så godt sammen med softwaren i telefonen, at den benchmarker bedre end konkurrerende telefoner med nyere hardware, så er der al mulig grund til at rose det.


 


Brok over positiv anmeldelse


Og det var det jeg gjorde. Begge tests konkluderede, at iPhone 5 generelt var en fremragende telefon for de fleste, og kun absolutte teknologinørder (som mig selv) kunne måske finde på at brokke os over, at hardwaren ikke var det nyeste nye.


Men selv DET var galt. Selv om anmeldelserne var positive på en nuanceret måde, blev jeg på Twitter både kaldt inkompetent og en klaphat. Og folk skrev ind til Politiken, vrede og frustrerede over at der sad en Apple-hader ved tasterne (jeg havde skrevet en POSITIV anmeldelse??). Det her var mennesker, der aldrig havde haft en iPhone 5 i hånden, for den var ikke kommet i Danmark endnu! Jeg havde lige tilbragt 48 timer låst inde i min lejlighed sammen med den!


Folk linkede løs i deres emails til anmeldelser, der angiveligt sagde noget andet end jeg gjorde, og derfor måtte jeg jo tage fejl. Disse anmeldelser roste iPhone 5 til skyerne for dens høje benchmarks, så jeg måtte jo åbenlyst ikke vide, hvad jeg talte om, når jeg kunne kalde dens hardware 1-2 år gammel.


Over flere dage måtte jeg skrive email efter email som svar til folk, for Politiken giver helst deres læsere svar, og det er en politik, jeg er helt enig i. Men i disse emails måtte jeg hele tiden gentage mig selv: Hvis folk havde nærlæst de tests, som de mente, jeg var uenige med, så ville de opdage, at vi kommer frem til nøjagtig den samme konklusion: iPhone 5 er en fremragende telefon ? på trods af, at hardwaren måske ikke er helt ude på kanten af den teknologiske udvikling (hvilket, igen, ikke nødvendigvis gør en telefon god.) og måske ikke har alle de specs, som konurrenterne har.


 


?Loyalty Beyond Reason?


At der findes folk som elsker Apples produkter så meget, at de er ude af stand til at argumentere fornuftigt omkring Apple-produkter, er fair nok. Alle os i gadget-land er passionerede nørder om et eller andet.


Kevin Roberts, der er topchefen i reklamegiganten Saatchi & Saatchi, har skrevet en bog om fænomenet. Han taler om ?Lovemarks?. Det er brands, der kan skabe så meget passion omkring sig selv, at folk tilsidesætter al sund fornuft i loyaliteten til dem.


Det er præcis det, Roberts kalder det : ?Loyalty Beyond Reason?. Det er noget, alle store brands bør stile efter, og Apple mestrer det.


Og det er helt fint, at Apple-entusiaster eksisterer og ikke gider høre på argumenter om, at Apple også er fejlbarlige ligesom alle andre. Sådan har jeg det med Star Wars-universet, bandet Genesis og mange andre ting.


Men der, hvor jeg synes, det bliver problematisk, er når Apple-entusiasterne bliver så aggressive, at man som journalist skal bruge uforholdsmæssig meget tid på at dæmpe gemytterne. Den her situation svarer til at ballademagere i mellemøsten var blevet sure og havde lavet optøjer over, at en positiv hyldest til Muhammed i en artikel i en dansk avis ikke var skrevet med den rigtige font, eller at man tillod sig at skrive, at visse koraner har grimme indbindinger.


Og det er her, selvcensuren kommer ind.


 


?Jeg tror bare, jeg dropper det?


For et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg bare skulle holde op med at teste Apple-produkter for at slippe for det her bøvl i fremtiden.


Uanset hvor udfordrende og sjovt det er at teste et nyt produkt, er hverken en gadgetjournalist-løn eller fornøjelsen store nok til at skulle bruge så meget tid på at være der for folk, der ikke kan finde ud af at læse nuancerede anmeldelser af deres yndlingsprodukter, eller bare er ?religiøse? fanatikere.


Det kan ikke være rigtigt at titusindvis af tilfredse læsere skal gå glip af en fornuftsbaseret anmeldelse af et produkt, der fylder meget i medielandskabet, bare fordi nogle enkelte entusiaster derude har for få fornuftige ting at bruge deres tid på.


Ligesom i den rigtige Muhammed-krise, kan der heller ikke her blive tale om selvcensur. Det er simpelthen imod alle journalistiske principper, også i gadget-land. Problemet er, at alternativet er bare at ignorere det værste entusiaster. Lade dem brokke sig alt det, de vil.


Men det er på den anden side også arrogant. Så valget står mellem at være en arrogant stodder, bruge oceaner af tid og kræfter og komme i dårligt humør over at skulle diskutere med folk, der ikke gider at argumentere fornuftigt?eller holde op med at skrive om Apple.


Det er desværre nok bare en lose-lose-situation.


Lige nu virker arrogance pludselig enormt tiltrækkende.

Annonce