Forside Nyheder

Messen der forsvandt i Jylland


Flemming Moestrup glædede sig tilbage i maj til at byde velkommen til Game & Gadget Expo.i Fredericia.


 


Elektronikudstillingen i Fredericia er på mystisk vis slettet af landkortet, uden nogen information.


Den første weekend i november skulle MESSE C Fredericia for første gang have sat strøm til forbrugerelektronik-messen Game & Gadget Expo, men de glemte vist at slutte udstillingen til stikkontakten.


Game & Gadget Expo 2012 skulle have fundet sted i weekenden den 2.-4. november 2012 i MESSE C Fredericia, og i maj solgte de sig som:


“Game & Gadget Expo, som byder på udstillere med alle de nyeste gadgets og lækre produkter samt et kæmpe eSports-område, bliver ifølge arrangøren et slaraffenland for alle med strøm i blodet.”


Men nu er hjemmesiden www.gg-expo.com forsvundet, og udstillingen Game & Gadget Expo figurerer ikke længere på udstillerlisten for MESSE C i Fredericia.


Tilbage på udstillingens hjemmeside på Facebook undrer brugerne sig over hvor messen egentlig blev af, og hvorfor ingen har fortalt noget.


Så det tyder på at eneste gadget-messe dette efterår i Danmark, bliver Beep 2012 der afholdes d. 16.-18. november i Bella Center i København.

Annonce