Forside * Nyheder

Forskning: Virtuelt keyboard til iPhone


Florian Kräutli demonstrerer et virtuelt iPhone keyboard


 


En studerende viser hvordan en iPhone kan opfange tastetryk fra et “usynligt” tastatur på bordet.


En kreativ studerende ved Goldsmiths University of London har tilsyneladende skabt et “usynligt” virtuelt tastatur til iPhone.


Han udnytter at telefonen har indbygget et accelerometer, der kan benyttes til at måle vibrationer. Hvis det på forhånd kalibreres til de små forskelle der er i vibrationer, afhængig af hvor på bordpladen der trykkes, så kan telefonen afgøre hvilke “knapper” der blev trykket på.


Den engelske avis The Telegraph har talt med den IT-studerende om hans løsning:


“Signalerne som jeg opsamler er meget svage,” fortæller Florian Kraeutli, der studerer IT ved Goldsmiths. Han har skabt systemet som en del af hans studie omkring brugergrænseflader, og han fortsætter:


“I øjeblikket er det mere af et proof of concept, men med et mere følsomt accelerometer kunne nøjagtigheden nemt forbedres.”


På videoen ovenfor demonstreres teknikken. Det er nok at træne systemet med et par af de virtuelle taster, men jo mere det trænes jo bedre bliver nøjagtigheden. Det bemærkes dog at fordi accelerometeret i en iPhone ikke er så følsomt, så skal der trykkes hårdt i tasterne.


Der findes også virtuelle lasertastaturer på markedet, men de kræver en ekstra enhed. Så teknologisk er det langt mere spændende, hvis vi i fremtiden kan have virtuelle keyboards så at sige indbygget i telefoner og tablets.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.