Forside Nyheder

Spilanmeldelse: Need for Speed Most Wanted


En anelse nervøs for at Most Wanted var udsat for samme nedskalering som Vita udgaven af FIFA 13 satte jeg mig for at kigge på den netop modtagne kode.


Lad mig undgå yderligere spekulationer ved at sige, at Need for Speed Most Wanted på Vita er en helt igennem fremragende oplevelse og spækket til bristepunktet med samtlige spilmodes, biler, ræs, opgraderinger og musik, som konsolversionerne indeholder. Dertil kan du så lægge enkelte Vita-eksklusive baner. Jo tak, EA har for alvor budt vitaen ind i varmen.


Burnout møder Hot Pursuit


NFS Most Wanted er opbygget som et ganske frit spil. Du kører i byen Fairhaven, der indeholder alt du måtte ønske dig. Havneområder, indre by, langstrukne motorveje, alt sammen spækket med billboards, der kan smadres, fartmålere og naturligvis en ganske kompetent politistyrke, der ikke har tænkt sig at ligge på den lade side.



Most Wanted kan bedst betegnes som en fandens vellykket parring af Burnout Paradise og Need for speed Hot Pursuit, dertil garneret med Autolog. Fra Burnout er taget tankstationerne, hvor din bil automatisk fikses når du ruller igennem. Derudover får vi også de voldsomme crash og langsomme gengivelser som samt det oppiskede tempo. Fra Hot Pursuit er taget den store by, hvor løbene placeres rundt omkring i byen, ligesom politiet agerer meget som i Hot Pursuit. De er vedholdende uden at blive irriterende eller for lette at ryste af.


En super detalje er i øvrigt, at hvis du jages at politiet og lytter godt efter på politiradioen, ja så kan du rent faktisk høre hvad de planlægger, hvordan de advarer hinanden, hvis du kører vanvittigt, sætter vejafspærringer op og meget mere. Politiet er heller ikke blege for at blande sig når de kører løb. Folk har det jo med at anmelde gaderæs. Politiet fortsætter i øvrigt med at jagte dig, selvom løbet er slut og du f.eks har vundet.


Autologgen binder trådene sammen


Til sidst har du autologgen, der registrerer alt hvad du gør. Løbene du tilbydes afstemmes af den bil du sidder i og du informeres konstant om nye løb og opgraderingsmuligheder til din bil. Mens du kører kan du vælge løb som derefter plottes ind på kortet, som sad du med en GPS i bilen. Du kan også bare vælge at fræse byen tynd i jagten på genveje, skilte der skal crashes, eller din næste bil. Det er nemlig sådan at alle biler i Most Wanted er tilgængelige fra starten, du skal bare finde dem. Enkelte biler er lette at finde, mens de lækreste af slagsen, er gemt godt af vejen. Der er derudover 10 most wanted biler, som skal åbnes ved at du besejrer dem i løb. Løbene åbnes når du har optjent point nok.



Det er virkelig lækkert at føle, hvor let autologgen gør det for dig. Løb er altid lette at tilgå, ligesom dine biler altid holder klar til en køretur når du ønsker det. Løbene varierer alt efter hvilken bil du kører i, ligesom opgraderingsmulighederne er forskellige fra bil til bil. Takket være autolog er det hele overskueligt og fremfor alt ekstremt tilgængeligt. Alt du behøver gøre, er i virkeligheden bare at køre.


Lækker styring


Et bilspil står og falder tit med styringen af bilerne. Most Wanted byder på god arcadestyring, hvor du med bremsen let kan få bilen til at drifte igennem svingene. Der er dog tilpas forskel på bilernes stryring til, at det aldrig bliver for ensformigt. Du kan også mærke fin forskel når du f.eks monterer offroaddæk på din slæde og snupper en tur med politiet i hælene ad jordvejene.


Tempoet er højt og det flyder glimrende. Jeg mener at have læst at spillet “kun” kører med 30 fps, men det mærkes på ingen måder som langsomt skal jeg hilse og sige.



Meget imponerende Vita-udgave


Som nævnt i starten af anmeldelsen, har EA virkelig formået at skabe en brugbar Vita version. Nu har jeg ikke prøvet styringen af bilerne på konsolversionerne, men den skulle efter sigende være tæt på identisk med vita udgaven. Grafisk er det naturligvis en anelse nedskaleret i forhold til konsollerne, men det er ikke meget og Most Wanted fremstår virkelig smukt på Vitaens OLED-skærm. Derudover er det meget imponerende hvor meget materiale spillet på vita indeholder. Man mærker at EA er gået til opgaven med ønsket om at vise, at man sagtens kan få et fuldblods konsolspil over på Vita.


Har du begge versioner kan du i øvrigt dele point, dvs de point der optjenes på vitaen kan bruges på konsollerne og omvendt. Lækker lille feature. Desværre har EA ingen planer om Cross save eller Cross buy. Dette ændrer dog ikke på at Need For Speed Most Wanted er et super godt bilspil og et jeg på det varmeste vil anbefale.


 


Karakter: 8/10


 


Udgives af EA


Ude til PS Vita, PS3, Xbox 360 og Pc


Testet på PS Vita

Annonce