Streaming-tjenesten Viaplay giver fire unge udviklere chancen for at udvikle fremtidens tv.
Viaplay introducerer nu Young Developer Program, der skal tiltrække nytænkning inden for tv-industrien og internet tv.
“Vi ved, at der findes mange unge drevne udviklere derude, der er meget langt fremme og kan bidrage med meget erfaring, det her er en fantastisk mulighed for dem at være med til at udvikle fremtidens tv. De, der kommer med i programmet, kommer til at arbejde med et meget spændende produkt i en kreativ og ekspansiv virksomhed” fortæller Viaplays administrerende direktør, Niclas Ekdahl.
Viaplay tilbyder projektansættelse i et år samt fri bolig til de fire, der er bedst kvalificeret til pladserne. Ansøgningsperioden starter den 22. november og er åben for ansøgninger fra hele verden. Målet er, at de fire, der kommer med i programmet, skal begynde deres arbejde i januar 2013.
“Udviklingen inden for internetindustrien går meget hurtigt, og den måde, vi forbruger film og tv på, har ændret sig grundlæggende i de seneste år. Vi tror, at de, der kommer med, kommer til at lære meget på rejsen og samtidig bidrage til Viaplays succes med deres viden og idéer.” lyder det fra Viaplays administrerende direktør, Niclas Ekdahl.
De fire udvalgte får mulighed for at være med til at udvikle næste generations VOD-tjenester (Video On Demand).
Se mere på: Viaplay Young Developer Program