Forside Nyheder

En weekend med tech-uheld


Tech-guderne var tilsyneladende vrede på verden henover weekenden. Eller også gik kloden igennem et umålbart fænomen i universet, der havde uheldige konsekvenser for tech-branchen.


Et faktum er det i hvert fald, at flere af de store tjenester, der bliver brugt i Danmark og resten af verden havde det ret skidt henover weekenden.


Det startede fredag aften dansk tid, hvor Microsoft måtte ud og melde, at Hotmails afløser, Outlook.com var nede. Men hvad værre var, så var den nylancerede Office 365-tjeneste OGSÅ nede. Ikke ligefrem noget, der vakte tillid i forhold til at putte sine Office-aktiviteter op i skyen. Nedbruddet var dog relativt kortvarigt og tjenesterne kom op igen tidligt lørdag morgen, dansk tid. Ifølge Microsoft skyldtes det problemer i forbindelse med en planlagt serveropdatering.


Så var der Twitter, der blev hacket. Henover weekenden fik 250.000 Twitter-brugere angiveligt hacket deres konti, hvilket har fået hele Twitter-verset til at skifte passwords ud. Problemet er, at Twitter-konti som regel er bundet op på en email-adresse, og hvis hackerne får fat i disse, er fanden jo løs i Laksegade. Twitter har sendt forespørgsler om opdatering af password ud til de ramte brugere. Ifølge Twitter er det et ekstremt avanceret hacker-angreb, der er fundet sted, lidt á la dem, som New York Times og Wall Street Journal oplevede for et par uger siden.


Søndag handlede det så om en lidt mere lokal fejl, da TDC Play meldte en alvorlig fejl. Det kan du læse om HER.

Annonce