Forside * Fokus

Afgørelse om 4K Blu-ray på vej




LGs 84″ Ultra HD TV ved en særpræsentation i København forleden. Foto: recordere.dk


 


The Blu-ray Disc Association bekræfter at der arbejdes på 4K Blu-ray, og at en afgørelse er på vej.


LG og Sony er fremme med deres 4K TV, og de kan købes i Danmark. Indenfor projektor-løsninger er der også forskellige bud på 4K, og som vi så på CES-udstillingen tilbage i januar er det kun begyndelsen.


Om få år vil der være en palette af 4K display, og så melder næste spørgsmål sig:


 


Hvad med indhold i 4K?


Lige nu må man ty til en computer, eller en lokal harddisk tilsluttet den indbyggede medieafspiller, for at få 4K indhold på skærmen. Snart åbner dog også en demo-kanal på satellit (Astra). Men i forhold til “kvalitetsindhold” på 4K er vi endnu i børnestadiet, nogle vil nok sige vuggestuen.


En af de løsninger, som der er forventninger til, er Blu-ray-formatet. Lige nu er det format dog maksimalt 1080P (Fuld HD); Men kan det udvides til 4K også, og vil det ske?


De spørgsmål kan lige nu kun besvares med et “formentlig, ja”, for lige nu pågår en proces der handler om at få specifikation og teknologi på plads. Det bekræfter BDA (The Blu-ray Disc Association), som er organisationen bag Blu-ray-formatet, overfor magasinet CNet. 


 


 





Blu-ray er op til 1080P i dag, men kan blive 4K i fremtiden. Illustration: recordere.dk


 


BDA bekræfter 4K-afgørelse i år


“Som led i det løbende ansvar for at opretholde Blu-ray Disc, som premium platform til at se film og andet indhold i hjemmet, etablerede BDA en task force gruppe sidste år, med henblik på at studere en række nye mulige format-udvidelser, herunder muligheden for 4K indspilninger på Blu-ray”, fortæller BDA til den australske udgave af CNet.


De lyder til at være færdige med første runde omkring input fra hardwareproducenter mv. og skal nu igang med at høre indholdsleverandørene.


“Gennem det første kvartal af dette år, anmodede gruppen om input fra industrien, og lige nu evalueres de indkomne forslag og forskellige teknologier”, lyder der fra BDA til CNet, og de fortsætter:


“Gruppen, der består af repræsentanter fra BDA filmstudier, producenter af forbrugerelektronik og selskaber indenfor medieteknologi, ser frem til dialogen med indholdsudbyderne, og forventer at fremlægge den nye anbefaling til Blu-ray Disc Association senere på året”.


Så der arbejdes på 4K Blu-ray, men det er næppe noget vi vil se klar allerede i år. Men vi kan meget vel komme til at se de første prototyper af 4K Blu-ray på næste års CES-udstilling, i januar 2014, altså forudsat at de bliver enige om formatet inden.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.