Forside Baggrund

Panasonic TV og Blu-ray har kniven for struben



Galleri: Panasonic-produkterne sælger ellers godt i Europa. Foto: recordere.dk


 


Kniven for struben


Efter endnu et stort minus sætter Panasonic nu fokus på de underskudsgivende aktiviteter, og det efterlader Panasonics AV-produkter med kniven for struben.


Et Panasonic helt uden produktion af egne AV-produkter?


For få år siden ville det være utænkeligt, men ikke længere. I yderste konsekvens kan det være virkelighed om få år. Årsagen er at de mange års underskud nu er ved at sætte sine spor hos både ledelse og investorer.


Panasonic har lige afleveret endnu et dårligt resultat, hvor det sidste år blev et underskud på ikke mindre end 42 mia. kroner.


Derfor er der nu afsat knap 14 mia. kroner, over de næste to år, til en rekonstruktion.


 


Elektronikprodukter svigter


Fem divisioner stod for de 7,25 mia. af det underskud, og det er: TV (Plasma / LED), elektroniske chips (IC’er), mobiltelefoner, elektroniske kredsløb (printkort) og optiske medier (DVD, Blu-ray).


Men da de fem divisioner kun udgør tilsammen 20% af Panasonics samlede omsætning, hvor hvidevarer og eco-løsninger til huse trækker læsset, så er de under skærpet opsyn nu.


Panasonics topboss, Kazuhiko Tsuga, har nemlig været ude og love, at indenfor den 2-årige rekonstruktion, der luges ud blandt de divisioner som ikke kan præstere en overskudsgrad på mindst 5%. Det skal ske ved enten frasalg eller lukning.


Det er en meget klar melding, som efterlader divisionerne indenfor AV-produkter med kniven for struben. De har nu reelt under 2 år til en turn-around, hvis de skal undgå den risiko, at blive ofret som et led i den overordnede virksomhedsstrategi.


 


Ukendt fremtid


Det er dystre udsigter, hvis udfald ingen endnu kender; Men Panasonics strategi med nærmest at slå bak, i forhold til forbrugerelektronikken, står i skærende kontrast til den anden store japanske elektronikproducent Sony.


Efter at Sony leverede det første regnskab i plus, i 5 år, har de erklæret at netop elektronikprodukterne er i fokus hos dem nu. Sony nåede dog også med på mobil-toget, med smartphones og tablets.


Mobil-området er i høj kurs, og regnes – sammen med TV-produkterne – som vigtige områder i forhold til konkurrencen indenfor hjemmets elektronik. Så det styrker Sonys muligheder, omsætning og indtægter.


Men Panasonic missede en betydende rolle på mobil-toget, og kigger istedet på et faldende TV-marked. Globalt havde Panasonic i 2011 ca. 7,8% af markedet for TV, og sidste år var det faldet til 6%. I år ventes et yderligere fald i salget på 16%, ned til 11,5 mio. TV på verdensplan.


Grundlagt i 1918, startede Panasonic med en produktion af forlængerledninger. Fabrikation af TV-aparater begyndte i 1960’erne. I første omgang til USA, men i 1979 fik produkterne også premiere i Europa.


Senest i år 2015 kan det være at historien, om den stolte japanske TV-producent, må tilføjes endnu et kapitel.


 


Kilder: Panasonic, Nikkei, Reuters, Bloomberg og Wikipedia

Annonce