Spilpirater på The Pirate Bay og andre torrent-sites fik sig noget af en overraskelse…
En indie-spiludvikler fra Australien fik sat fokus på spilpirateri, med et stunt der ramte piraterne lige i egen hule. Spillet Game Dev Tycoon fra Greenheart Games er nemlig sværere at gennemføre, hvis man har skaffet kopien på ulovlig vis.
Greenheart Games uploadede selv en kopi af deres nye spil til en række torrent-sites, og en dag senere var der mere end 3000 aktive spillere på torrent-udgaven.
Men de spillere, der valgte ikke at betale for deres kopi, fik lov at smage deres egen medicin, for efter nogle timers spil var der lagt forhindringer ind. Deres fiktive forretning, spiludvikling, begyndte at gå dårligere, med begrundelsen at der var for mange illegale kopier i omløb.
En salgsrapport i spillet lyder:
“Boss, det ser ud til, at mens mange spiller vores nye spil, så stjæler de det ved at downloade en cracket udgave snarere end at købe det lovligt. Hvis spillerne ikke køber de spil, de kan lide, vil vi før eller senere gå konkurs.“
Spillet er ikke længere at finde på torrent-sitet The Pirate Bay.
“De fjernede den igen, hvilket er ganske interessant, da de officielle bekendtgørelser om at fjerne kopier aldrig har nogen effekt”, fortalte Patrick Klug, stifter af Greenheart Games, da CNN Fortune fangede ham for en kommentar til kampagnen.
Spillet Game Dev Tycoon findes til PC (Windows/Linux) og Mac og koster $ 7,99 (ca. 46 kr).