Forside Nyheder

Sonys Lumia 1020-konkurrent har stor sensor


Den får ikke 41 megapixel, men ?kun? 20.7. Til gengæld er sensoren i Sonys næste smartphone-kamera større end konkurrenternes.


De fleste ved efterhånden, at det ikke kun er antallet af megapixels, der afgør billedkvaliteten i et digitalt billede. Sensorstørrelsen betyder også en del, hvilket blandt andet er noget af det, der skiller fårene fra bukkene i DSLR-verdenen.


Det har Sony angiveligt tænkt sig at spille på, når IFA-messen i Berlin løber af stabelen i september. Vi har allerede skrevet om rygterne, der går på, at Sony vil vise en smartphone frem, der har kodenavnet ?Xperia Honami?. Der er også sluppet billeder ud af brugerinterfacet (se bill.), men nu har det taiwanesiske site ePrice lækket deciderede specifikationer.


En af dem handler om sensoren, der skulle være på størrelse med den, der findes i Samsungs GALAXY Camera. Altså en sensor, der er på størrelse med dem, man finder i peg-og-skyd-kompaktkameraer, og som er noget større end de fleste mobilkameraer. Den gode sensor bakkes som nævnt op af tæt på 21 megapixels opløsning, hvilket faktisk kan ende med at give lige så fine eller bedre billeder end Lumia 1020 kan.


Du kan læse om specifikationerne hos ePrice, hvor du også kan se, at Sony har været fornuftige nok til at bakke deres kamera op med et 3000 mAh-batteri og microSD-slot.

Annonce