Forside IFA IFA 2013

Kendte musikere laver hovedtelefoner med Sony


Hvis du er fan af de to bands The Script og Hurts, så skal du lytte efter nu.


Bogstaveligt talt lytte efter. For de to bands har nemlig fået indflydelse på to nye måder at få musikken ind i kraniet på fra Sony.


The Script har f.eks. været med til at designe MDR-10, en ny hovedtelefon-model med foldbart design. Det har gjort, at lyden i hovedtelefonerne er tunet ind på rockmusik, bl.a. i form af en stor og kraftig, men samtidig præcis of luftig bas. MDR-10 fås både i en version med kabel og med Bluetooth. Begge dele har dog mikrofon og så man lige kan tage en samtale, når man lytter til musik på sin telefon. Kabeludgaven koster 1.290 kroner, Bluetooth-versionen 1.690 kroner og er i handelen i slutningen af oktober.


Duoen Hurts har i stedet kastet sig over in-ear-øretelefoner. Det er blevet til luksus-versionen XBA-H3 og den noget billigere XBA-H1, der henholdsvis koster 2.400 og 900 kroner, og ligeledes er klar i butikkerne i slutningen af oktober.


Sony lover at lyden i disse øretelefoner er lige så god som i store, professionelle hovedtelefoner, blandt andet på grund af en ny hybrid-driver, der kombineres med Sonys Balanced Armature-teknologi for en større spændvidde i frekvensspektret.


XBA-H3 kan klare Hi-Res-audio og har mere udviklede drivere end XBA-H1, hvilket er med til at forklare den store prisforskel.

Annonce