Forside Nyheder

Amazon vil konkurrere med YouTube


Amazon har længe understøttet forfattere, der selv vil udgive deres bøger. Men nu kan filmskabere også snart sælge deres film gennem Amazon.


Ifølge reklamebranche-bladet AdAge har Amazon haft fat i adskillige YouTube-filmmagere og tilbudt dem at få gjort deres film tilgængelige gennem Amazons Instant Video-tjeneste. Tilbuddet gjaldt både, hvis de ville gøre dem tilgængelige gratis, eller hvis de vil tage penge for filmene.


Amazon forsøger tilmed at få spredt videoerne til andre kanaler, f.eks. ved at gøre dem tilgængelige for søgeresultater, mod at kanalerne får del i de reklameindtægter, videoerne genererer.


Projektet er ifølge kilderne i forsøgsfasen, og vil først blive samlet op for alvor i 2014. Men konsekvenserne kan blive interessante. Hvis Amazon Instant Video bliver et populært sted for de folk, der normalt poster til YouTube og Vimeo, har de to sidstnævnte skaffet sig en hård konkurrent på halsen.


Dertil kommer, at Amazon kan være med til at starte et økosystem, hvor filmmagere i højere grad end nu går uden om de etablerede filmselskaber for at få distribueret deres film.

Annonce