Forside * Nyheder

Modulære mobiler bliver nu til virkelighed


 


Tilbage i september dukkede der en video op på nettet, der skulle virke som en provokation.


Da vi skrev om den her på siden, handlede historien om, hvordan den her vision passede fint ind i fremtidens personliggørelses-scenarier, men hvor realistisk det var, det var en anden historie.


Nu viser det sig, at historien faktisk var om end meget realistisk.


Google-ejede Motorola Mobility og 3D-printer-innovatørerne 3D Systems har nemlig nu annonceret et samarbejde, hvor de vil skabe lige præcis denne form for modulære smartphones.


Projektet hedder Project Ara og idéen er at skabe et ?åbent hardware-økosystem?, hvor man kan sætte forskellige moduler sammen til sin helt egen smartphone. Pressemeddelelsen fra de to firmaer bruger mere tid på at lyve/overdrive lidt om, at de to firmaer har opfundet henholdsvis mobiltelefonen og 3D-printeren, end på at komme ned i detaljerne.


Men det står klart, at ambitionen er, at man med Project Ara vil kunne printe f.eks. kasse, knapper, antenneindlæg og design-elementer selv, og så købe de dele, man derudover har behov for, til selv at bygge ind i kassen.


Det store spørgsmål er, om det er fremtidssnak, om det bliver en superfiasko, eller om en ny elektronik-selvbyggerbølge er på vej. Hvad tror du? Giv dit besyv med i kommentarsporet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.