Forside Nyheder

Snart kan du købe iPhones alle vegne




Apple iPhone 5s



 


Apple overgiver sig, og løsner grebet om markedet. Snart kan du købe iPhones uden abonnement i mange flere butikker.


Apple har traditionelt holdt iPhone-salget i kort snor. I begyndelsen var det kun udvalgte teleselskaber der solgte dem, senere alle teleselskaber og sidenhen også Apple-forhandlere og egen netbutik.


Men dertil og ikke længere. Supermarkeder og elektronikkæder måtte gerne sælge iPhones, hvis det vel og mærke var igennem en teleoperatør. De ulåste modeller der blev solgt var parallel-import, fra lande som Italien hvor alle iPhones sælges uden SIM-lås.


Nu er der åbnet for en bred distribution af Apple iPhone. Det er IT-distributøren Tech Data der har forhandlet den nye aftale hjem, der betyder at IT-forhandlere og andre butikker nu også kan sælge ulåste modeller af Apples populære smartphone.


“Det er et meget stort skifte for Apple”, fortæller Tech Datas chef for mobil og tele, Jacob Nissen til ComputerWorld, og fortsætter:


“Tidligere har Apple ikke haft et distributions-setup på iPhone. Nu kommer man så lidt bredere ud i markedet fremfor alene at satse på teleoperatører. Dermed bliver varerne mere tilgængelige”.


Tech Data distribuerer i forvejen Apples iPads og Macbooks, og den nye udvidede aftale med Apple er forhandlet igennem på europæisk plan.


Den nye distribution kommer også erhvervslivet tilgode, der nu får nemmere adgang til iPhones.

Annonce