Forside Nyheder

TDC køber tv- og bredbåndsudbyderen ComX




Foto: recordere.dk



 


Den sjællandske tv- og bredbåndsudbyder, ComX, bliver del af TDC.


ComX blev etableret i 2002 og var blandt pionererne inden for fiberbaserede tv- og bredbåndsprodukter på det hjemlige marked. Selskabet har opbygget og driver en omfattende fiberinfrastruktur i København og Nordsjælland og forsyner i dag ca. 34.000 husstande med tv, bredbånd og ip-telefoni.


“Med købet af ComX udvider vi vores fibernet i København og Nordsjælland markant. Det sammenholdt med vores eksisterende infrastruktur gør, at vi kommer til at stå endnu stærkere i forhold til at tilbyde højhastighedsbredbånd og tv til vores kunder i området”, siger koncerndirektør Peter Trier Schleidt, TDC Operations.


Selskabet er specialiseret i såkaldt PDS-løsninger til antenne- og boligforeninger. Dermed supplerer ComX de to TDC-enheder, YouSee og Dansk Kabel TV, på markedet for organiserede kunder.


“ComX passer perfekt ind i TDCs strategi på dette marked. TDC er udbyderen med den suverænt stærkeste og mest fleksible infrastruktur til denne type kunder, og det styrker vi yderligere ved købet af ComX”, siger Peter Trier Schleidt.


Overtagelsen af selskabet og de 60 medarbejdere er fra 1/12 2013. Købet medfører umiddelbart ingen ændringer for kunderne hos ComX.


Købsprisen er ikke oplyst.

Annonce