Forside CES CES 2014

Lad Bluetooth-højttaleren op med solkraft på fem timer


Indtil nu har soldrevne gadgets været et spændende fremtidsperspektiv. Men nu ser det ud som om, denne fremtid er ankommet.


Etons nye Rukus II Xtreme-serie har vundet en af CES? innovationspriser, og det kan man godt forstå. De er nemlig på grund af de nye udviklinger indenfor solceller ved at få løst et af de største udfordringer ved soldrevne gadgets: Opladningstiden.


I tidligere sol-gadgets har det som regel taget hele dage at lade et stort batteri fuldt op via solkraft. Men den største model i Rukus II Xtreme-serien har et 6.600 mAh-batteri ombord og det kan solen lade op på bare fem timer. Bare for at sætte tingene i relief, så tager det tre timer, hvis man bruger almindelig strøm til at lade den op.


Hvor lang tid Bluetooth-højttaleren kan køre på en opladning, afhænger naturligvis af brugen. Rukus II Xtreme kan for eksempel også bruges til at lade din telefon op. Men 6600 mAh svarer til det, der sad i den allerførste iPad, og når man tænker på at den kunne vise video i 9-10 timer, er der en god chance for, at man kan hive langt mere ud af Rukus II Xtreme, som jo ikke har en strømkrævende skærm.

Annonce