Forside Nyheder

Smugkig: Watz Me Now på iPad




TV-signalerne fra Watch Me Now kan ses på bl.a. iPad. Foto: recordere.dk



 


Indledning 


Til februar får Danmark en ny distributør af tv-kanaler. Vi har smugkigget på Watz Me Now, der streamer TV via nettet.


Se TV hvor du vil og når du vil for 90 kr. om måneden. Sådan lyder tilbudet fra danmarks nye TV-distributør Watz Me Now.


TV-signalerne streames via nettet, til TV, tablet, smartphone eller computer.


Med i Watz Me Now er “catch up” TV på op til 48 timer bagud i tid. Det giver mulighed for at se eller gense programmer der har været udsendt. Man kan simpelthen bestille et program, og få det sendt (streamed) direkte til ens enhed, som var det direkte TV.


Vi har fået adgang til et smugkig på dette nye streaming-tv. I første omgang dog kun via en iPad, vi afventer endnu løsningen til store TV, hvor Watz Me Now leverer TV-signalerne via en HDMI-stick de kalder Smart Stick.


Denne artikel er et smugkig på iPad-udgaven.


 


 





Watz Me Now på iPad starter i TV-guiden. Foto: recordere.dk



 


 


En enkel app


Watz Me Now til iPad er en simpel app. Simpel i betydningen enkel og ligetil.


Den starter op i TV-guiden benævnt EPG (Electronic Program Guide). Selve EPG’en ligner det der kendes fra mange TV. Hver kanal har sin egen tidslinje, og en gul lodret streg markerer aktuelt tidspunkt.


TV-guiden dækker i går, i dag og seks dage frem, og der vises 8 TV-kanaler ad gangen på skærmen.


Ved tryk i guiden på en af udsendelserne, så vises information om programmet. Trykkes på et af kanal-logoerne, så vises TV-signalet fra den kanal.


Der er ingen setup eller indstillinger i app’en, så Watz Me Now har indsat en logud-knap (x’et) istedet. Men normalt behøver man ikke logge af og på, bare luk app og start den igen senere.


Info-knappen (i) viser både udvidet information om aktuelt program, relaterede programmer samt muligheden for at afspille programmet (hvis det har været udsendt) eller starte afspilning forfra (hvis det er live).


Der savnes dog umiddelbart muligheden for at søge i EPG, når den bruges som TV-guide.


 


 




Galleri: EPG 6 dage frem og 1 tilbage. Foto: recordere.dk


 


 


Genudsendelser og Start forfra.


TV-arkiv og Start Forfra er muligheden for at gå tilbage i tid, og se eller gense udsendelser der har været udsendt – eller sendes lige nu.


Arkivet dækker alle udsendelser på samtlige TV-kanaler i op til 48 timer bagud.


I praksis er det alle udsendelser fra i går, og alle fra i dag som har været sendt eller udsendes lige nu. Så det vil være et sted imellem 24-48 timers arkiv.


At vælge en arkiv-udsendelse er lige så let som at vælge en aktuel live-udsendelse. Blot find udsendelsen i EPG’en (TV-guiden) og tryk på afspille-knappen.


Er det en live udsendelse starter den på aktuelt klokkeslet. Ønskes istedet at starte udsendelsen forfra, så skal man lige bruge info-knappen først, og derinde vælge “Start forfra”.


 


 




Galleri: Se en tidligere udsendelse. Her Nyhederne. Foto: recordere.dk


 


TV-kanaler


Antallet af TV-kanaler vil afhænge af hvilke pakke der er valgt.


Grundpakken til 90 kr/måned indeholder DR-kanalerne, TV 2 og 8 nabolandskanaler.


Den store pakke indeholder lige nu disse 23 TV-kanaler:



  • DR1
  • TV 2
  • DR2
  • DR3
  • DR-K
  • DR Ramasjang
  • DR Ultra
  • BBC World News
  • Bloomberg
  • BBC Entertainment
  • BBC HD
  • BBC Knowledge
  • BBC Lifestyle
  • Eurosport 1 HD
  • Eurosport 2 HD
  • RTL
  • ZDF HD
  • NDR
  • ARD
  • SAT1
  • SVT1
  • SVT2
  • NRK1

I denne test-udgave var der kun adgang til TV 2 Lorry, men Watz Me Now fortæller at det færdige produkt vil give adgang til de øvrige TV 2 regionalstationer.


Watz Me Now har endnu ikke prissat den store TV-pakke, da der fortsat forhandles med andre TV-kanaler. 


 


 




Galleri: Watz Me Now på iPad Mini Retina, Foto: recordere.dk


 


 


Kvalitet


Der streames i H.264 (MPEG-4). Som codec benyttes x264, en codec der også bruges af Youtube, Facebook, Vimeo m.fl.


På den iPad Mini Retina der blev testet med her var kvaliteten super god, og der blev testet på såvel kabel-internet som 3G/4G mobildata.


Når en ny kanal vælges, så starter afspilningen med det samme i en lav kvalitet, mens kvaliteten af forbindelsen testes. Herefter skifter app automatisk til en stream af højere kvalitet.


Watz Me Now leverer den bedste TV-kvalitet jeg hidtil har oplevet på en tablet. Knivskarpt, med selv de mindste detaljer i HD-signalerne bevaret.


Jeg har hverken oplevet udfald eller pixeleringer i tv-streamen.


Oplevede en enkelt gang at lyden blev forskudt på TV 2. Så mundbevægelser og tale ikke længere passede sammen. Men da de endnu tweaker, tester og fejlretter på Watz Me Now, så lægger jeg ikke så meget i den observation på nuværende tidspunkt.


 


 






 


 


Konklusion


Watz Me Now leverer en enkelt og ligetil adgang til en række TV-kanaler hjemme som på farten.


Muligheden for at gå 24-48 timer tilbage i samtlige TV-kanaler, og starte en afspilning af en udsendelse der har været udsendt, eller starte forfra på en live-udsendelse, fungerede upåklageligt.


Det er stærkt vanedannende at have et arkiv på alle kanaler, uden begrænsninger i forhold til indholdet, også selvom arkivet “kun” dækker i dag og i går.


Der savnes dog flere af de populære kanaler fra TV 2, Viasat, SBS og Discovery Networks. Til gengæld hilses det store antal BBC-kanaler velkommen.


Deres system er forberedt til PVR (recorder) i skyen. Den dag det måtte komme, så man kan bestille optagelser via EPG’en også, så rykker fremtidens TV ind i nutiden.


Watz Me Now har på blot et døgn overbevist mig om, at TV via nettet teknisk set er blevet voksen. At teknologien nu er så langt, at det teknisk set er muligt at droppe kabel og antenne, og nøjes med en valgfri internet-forbindelse sammen med et abonnement på streaming-tv.


Det kan dog endnu ikke konkurrere med kabel-tv og satellit på indhold og kvalitet. Men antenne-tv som Boxer TV, samt IPTV-tjenester over bredbånd som TDC TV og Telia TV, må se deres marked udfordret i takt med at Watz Me Now og tilsvarende rene streaming-løsninger udbredes.


Der kan være tilmeldt op til 4 enheder samtidig til Watz Me Now, og streames TV til alle de 4 enheder samtidig.


 


Tilgængelighed


Watz Me Now åbner d. 3. februar.


Find dem på: watzmenow.tv


 


 







Fakta om Watz Me Now



  • Mulighed for at se TV på alle sine enheder: TV (via Smart Stick), tablets, smartphones og PC.
  • Understøtter iOS (v6.x) og Android (4.x) via apps og Windows og Mac OS X via en app, som installeres i Google Chrome?s browser.
  • Virker på alle internetforbindelser i Danmark, så længe netværket er stabilt nok.
  • Indbyggede muligheder for at starte programmer forfra, mens det afvikles (start forfra), se programmer op til 24-48 timer tilbage (catch-up) og nogle programmer op til 30 dage tilbage (arkiv).
  • Understøtter funktioner som personlige favoritter og har foreslåede programmer.
  • Er forberedt til nPVR-funktionalitet.
  • Adaptiv streaming (ABR) som tilpasser sig netværksforholdene.
  • Fastholdte kvalitetsparametre i de forskellige bitrater på både live og on demand. Dette betyder, at der benyttes enten flere eller færre bits (op til et defineret loft) afhængig af indholdet på det enkelte program. F.eks. benyttes flere bits til cykling og færre bits til en nyhedsudsendelse, hvor en vært læser op mod et statisk kamera
  • Ét streaming format til alle platforme – adaptiv Apple HLS streaming.
  • Benytter ingen browser-plugins (ingen behov for Flash eller Silverlight).
  • Brugerinterfacet er skrevet udelukkende i webteknologier som HTML5, JavaScript og CSS3.
  • Løsningen benytter en blanding af open source og kode skrevet af mediathand. Nogle eksempler på open source teknologier som indgår i produktet: Apache Cordova


 


 


Se også


Danmarks nye TV-distributør slår dørene op


TV-modtager til Watz Me Now


Video: Watz Me Now Smart Stick


Streaming TV er forsinket TV

Annonce