Forside Nyheder

Sony: Spinoff af TV og exit PC

 


 


Sony skærer ned i TV-divisionen, laver spinoff til mindre enheder, og kvitter computerne helt.


Den japanske elektronikproducent Sony skærer nu ned, og det rammer de underskudgivende forretningsområder. Det skriver Reuters.


Det betyder et farvel til computerne, de velkendte VAIO-computere. Den division sælges fra til investeringsfonden Japan Industrial Partners.


Hvad det betyder for VAIO i fremtiden er endnu for tidligt at sige, men det har været nævnt undervejs i processen at de – muligvis – vil nøjes med at koncentrere sig om forretningen på hjemmemarkedet i Japan, og dermed helt lukke ned for VAIO-linjen af computere i den øvrige del af verden.


Tv-divisionen hos Sony er også en sektion der kæmper med røde tal på bundlinjen, og det betyder nu nedskæringer og omlægninger. Der laves et “spinoff”, hvor dele af enheden flyttes ud i mindre separate firmaer. Et arbejde der ventes afsluttet inden juli måned i år.


De nye datterselskaber for TV vil – indtil videre – være 100% ejet af Sony selv. Men den type omlægninger giver jo mulighed for et senere frasalg eller etablering af jointventures med nye partnere.


Omlægningerne signalerer et øget fokus på den del af forbrugerelektronikken hvor det går bedre. Det er de mobile enheder, gaming og foto/video.


Sony venter et underskud på 6 mia. kroner for regnskabsåret 2013.

Annonce