Forside Nyheder

Avis: Apple iOS 8 klar til home automation


Måske kan Philips Hue pærene styres direkte fra næste Apple iOS 8.


 


Måske premiere i næste uge: Styr hjemmet direkte fra iPhone eller iPad, uden særlige apps fra de enkelte producenter.


Apple kan være tæt på at vise en ny fjernkontrol til det intelligente hjem frem. En fjernbetjening bygget ind i det næste styresystem til Apples mobile enheder. Det skriver avisen The Financial Times.


iOS 8 ventes præsenteret mandag aften dansk tid, når Apple holder deres årlige keynote der skyder udviklerkonferencen WWDC igang.


Ifølge avisens kilder, skulle den næste iOS være klar til at styre lys, alarmer, hvidevarer og andet i hjemmet. Altså hvis det da er noget der kan styres over et netværk.


Et eksempel kunne være Philips Hue pærer, der i dag kan styres via en app til iPhone (og iPad). Snart bliver den app måske overflødig i det daglige.


Men hvis rygterne taler sandt, så bliver det ikke kun med en app-lignende fjernkontrol. Som eksempel gives hændelser der sker, når du (dvs. telefonen) kommer hjem. Det kunne være at tænde lyset og byde velkommen, såsnart du træder ind i entreen.


Præcis hvilke funktioner der kommer, og hvilke produkter der understøttes i første udgave, må vi vente at se til præsentationen.


Vi har live chat under Apples keynote. Se mere her.

Annonce