Forside Nyheder

Google vil revolutionere dit TV (igen)



Galleri: Android TV. Screenshots fra The Verge.


 


Android TV


Google gør klar til at afsløre Android TV i juni. Det seneste forsøg fra tech-giganten, på at revolutionere dit TV.


Der er nu gået et par måneder siden et Google-dokument lækkede, med oplysninger om deres kommende Android TV.


Det er ikke første gang at Google forsøger sig med en TV-platform, men de første forsøg med Google TV blev ikke nogen succes.


Nu forsøger de igen, men istedet for at forsøge at putte internettet ind i et TV, går Google mere vejen fra Smart TV denne gang. De vil benytte Android til at levere et simpelt TV-interface til TV og settop-bokse, for adgang til film, musik, apps og spil.


Android TV er en ren underholdningsplatform, der handler om at nyde og forbruge indhold, og det skal være filmisk, sjovt, flydende og hurtigt at bruge.


Der navigeres i indholdet som det kendes fra andre TV-bokse som Apple TV. Indholdet vises som “kort”, og med piletasterne hoppes fra “kort” til “kort”. De enkelte “kort” repræsenterer film, apps, musik, bøger, foldere eller andet.


Der er en option for game-controllere.


 


Netflix m.fl. integreret


Android TV vil også understøtte stemmestyring og beskeder på skærmen. Google anbefaler dog at udviklerne kun benytter beskeder i et begrænset omfang.


Google vil helst undgå apps til hver streaming-tjeneste, men ønsker at indholdet blander sig på skærmen, ud fra anbefalinger, preferencer, søgninger mv.


Så istedet for at starte Netflix op, ønsker Google at tilbyde Netflix-indhold som en del af alt det øvrige indhold, hvis der abonneres på det. Så man kan hoppe direkte til en film fra Netflix, uden først at starte en Netflix-app op.


Adgang til indhold skal være “simpel og magisk”. Der bør ikke være længere end 3 klik (eller stemmestyring, eller håndbevægelser) fra hovedmenu til nyt indhold.


 


Vises frem i juni


De seneste rygter siger at det bliver på Google I/O, deres udvikler-konference i juni, at den nye Android TV platform vises frem. Det skriver Business Insider.


Den konference ligger i år d. 25-26. juni.


Philips er fremme med et Android TV i år, et produkt der også kommer på markedet i juni. Men selvom det også bygger på en tv-udgave af Android, så har de to ting ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre.

Annonce