Forside * Nyheder

Nu må Hollywood flyve med droner


En af de industrier, der har haft lovlig droneflyvning på ønskelisten længe, er filmindustrien.


Og man kan næsten regne ud hvorfor. I gamle dage ville det være fuldstændig umuligt at spænde et megatungt filmkamera ombord på en lille, fjernstyret flyver.


Men i dag, hvor selv små, lette kameraer kan skyde video i overraskende høj kvalitet, er det næste logiske skridt at bruge droner. På den måde vil man kunne designe kameraskud, vi aldrig nogensinde har set før, fordi, der ikke behøver være et menneske til at styre kameraet.


Det tætteste på, vi kommer, er kameraer ført af undervands-robotter á la James Cameron, eller nogle af fjernstyrede kameraer, der bliver brugt i special effekt-husene. Men nu kan man flyve rundt med kameraet udendørs, som man vil, og det skal nok føre til nogle exceptionelt spændende scener i kommende biograffilm.


Seks Hollywood-firmaer har nemlig fået særtilladelse af de amerikanske luftfartsmyndigheder til at anvende droner under filmproduktion. Disse seks firmaer vil så udleje deres tjenester til produktionsselskaberne.


De eneste betingelser, myndighederne har stillet, er at dronerne inspiceres hver gang, inden de sendes i luften, og at man ikke flyver med dem om natten.


Hvis du synes, du allerede har set droneskud i film og tv, kan det faktisk godt have været tilfældet. Hollywood-studierne flytter ofte produktionen helt ud af USA for at få adgang til billig arbejdskraft og bedre skatteforhold? og for at få lov til ting, de ikke kan gøre derhjemme. Som for eksempel at bruge droner under optagelserne.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.