Forside Nyheder

1864 er danmarks dyreste dramaserie



Galleri: 1864. Foto: Per Arnesen, Miso Film / DR


 


TV-serien 1864 har premiere på DR1 på søndag, og er med et budget på 173 mio. kroner det dyreste tv-drama produceret i Danmark.


Nogle kalder 1864 for den dyreste tv-produktion i Danmark nogensinde. Men det var før det kom frem at tv-produktionen Eurovision 2014 (det internationale melodi grand prix) kostede 334 mio. kroner. Men med et budget på 173 mio. kroner er det ihvertfald den dyreste drama-serie produceret i Danmark, og prisen for de 8 afsnit kan godt konkurrere med Hollywoods budgetter.


1864 er en episk fortælling, som er inspireret af Tom Buk-Swientys bog ‘Slagtebænk Dybbøl’. Serien er skrevet og instrueret af Ole Bornedal og produceret af Miso Film for DR.


DR ønsker med 1864 at samle danskerne om et stort stykke danmarkshistorie, der har haft afgørende betydning for, hvem vi er som nation.


“‘1864’ er ikke en krigsfilm. Men fortællingen om mennesker, et land og et folk, som dengang og i generationer efter blev præget af disse absurde politiske interesser, groteske forviklinger og menneskelige ofringer, DER tilsammen satte sig i dette lands selvforståelse og sjæl”, fortæller DR.


Serien er på 8 afsnit, med premiere på søndag d. 12/10 kl. 20:00 på DR1.


 


 




Galleri: 1864. Foto: Per Arnesen, Miso Film / DR


 


Hjerter bløder i krig og kærlighed


Verden er fuld af uskyld og håb, da de to brødre Laust og Peter vokser op under fattige, men trygge kår – langt ude på landet i Danmark i årene omkring midten af 1800-tallet.


Danmark er begejstret efter sejrene i Den 1. Slesvigske Krig fra 1848-50, hvor Danmark besejrede den rebelske hær, som kæmpede for hertugdømmerne Slesvig og Holstens uafhængighed af det danske kongerige.


Efter den danske sejr spekulerer politiske kræfter på at indlemme Slesvig i det danske kongerige, stik imod aftalen i den signerede traktat mellem de europæiske stormagter og på trods af den provokation, det vil være over for alle tyskere.


Imens vokser Laust og Peter op og bliver til to stærke unge mænd – begge forelskede i den underskønne Inge der som den velstuderede proprietærdatter hun er, belærer dem om både poesi og filosofi og kvindens frigørelse! Bedårende er hun – og på bare tæer! Og Inge gengælder deres kærlighed. Peter elsker hun for hans følsomhed og intellekt og Laust for hans styrke og handlekraft.


Da den danske konseilspræsident Monrad, imod Englands og Ruslands ønsker, endelig får vedtaget, at Slesvig nu skal indlemmes i Riget, så ved alle, at denne beslutning vil resultere i den 2. Slesvigske Krig.


Denne gang bliver Danmark dog ikke mødt af en begrænset rebelsk hær, som det hovedsageligt forholdt sig i 1848-50, men af de to tyske stormagter Preussen og Østrig. Og i Berlin sidder ministerpræsident Otto von Bismarck, ivrig efter at kæmpe denne krig på vegne af den tyske føderation. Peter og Lausts far døde efter de sår, han pådrog sig fra en tysk kugle i 1850, så for dem er det oplagt, at de melder sig frivilligt til hæren.


150 år senere, i 2014, går den utilnærmelige og utilpas­sede Claudia rundt på samme egn. Hun har mistet sin storebror i krigen i Afghanistan, og hendes familie hænger ikke længere sammen. På kanten af et endeligt sammenbrud bliver hun tvunget til at tage jobbet som hushjælp for den oldgamle baron Severin oppe på godset.


Severin er en sur gammel mand, og han hader Claudia fra første sekund. Og følelsen er gengældt. På godset finder Claudia Inges glemte dagbog. En bog, som fanger Claudias interesse, for det er fortællingen om tusindvis af unge mænd, som ofrer livet i en uforståelig og meningsløs krig.


Igennem dagbogen fortælles historien om Peter, Laust og Inge.  Historien om et Danmark, der bryder ud i krig. En krig, som viser sig at blive en af de mest blodige i dansk krigshistorie. Historien om tusindvis af unge danske soldater, der mister livet, da den preussiske hær udraderer de danske tropper ved slaget ved Dybbøl i 1864.


‘1864’ er en fortælling om uskyld og kærlighed – om skyklapper og overmod. I dramatisk overdådighed i spændet mellem skønhedens år og krigens blødende sår.


 


 




Galleri: 1864. Foto: Per Arnesen, Miso Film / DR


 


 







Karakterbeskrivelser 1864


Peter – Jens Sætter-Lassen
Vi følger Peter fra han er ti år gammel i 1851 – indtil 1864. Allerede fra barnsben er Peter en poet – og botaniker. Han er en drømmer og føler en intens affinitet med naturen. En medfødt buddhist uden nogensinde at vide, hvad det vil sige at være blevet født under en heldig stjerne. Et intelligent væsen, emotionel og ude af stand til at slå noget levende væsen ihjel.


Laust – Jakob Oftebro
Laust er Peters et år ældre bror. Meget mere fysisk end sin bror – altid i bevægelse. Han er ikke god til at holde sig i ro. Laust føler sig næsten fysisk forbundet med sin bror – han kan altid mærke, når han er der, og når han har brug for hjælp.


Inge – Marie Tourell Søderberg
Inge er datter af godsets proprietær, som ejer det hus, som Laust og Peter vokser op i.Hun er en selvstændig, smuk og spontan sjæl og er rebelsk af natur. Inge er dybt fascineret af de to brødre, som tilsammen opfylder, alt hvad hun kunne ønske sig af en ven – poesi, mod, styrke og naturlig skønhed. Og mens de vokser op sammen, bliver Inge forelsket i dem begge – Peter for hans følsomhed, og Laust for hans handlekraft.


Didrich – Pilou Asbæk
Didrich er baronens søn. I 1851 vender han hjem fra krigen som en ung helt og kan i detaljer fortælle om alle de sejre, han har vundet, og alle de soldaterkammerater han har reddet. Men Didrich er et knust barn, som aldrig har fået lov til at blive voksent. En uelsket og uregerlig dæmon lever i ham, og han er på evig jagt efter kærlighed og anerkendelse.


Claudia – Sarah Sofie Boussnina
Det sytten-årige teenage-problem har det hårdt.Claudia ryger for meget pot. Hun har ikke mere noget barndomshjem, efter det er lukket ned i sorg efter hendes storebrors død i Afghanistan. Nu er hun hjemløs og rodløs.


Severin – Bent Mejding
Tæt på de hundrede – affældig og døende. Den gamle Baron nægter at forlade sit gods, selvom han på alle måder er ude af stand til at klare sig selv. Sidder nu tilbage i skyggen, sammen med alle minderne og ikke mindst sorgen over tabet af sin hustru som han aldrig har overvundet.


Monrad – Nicolas Bro
Monrad bliver dansk konseilspræsident. Tidligere teolog og biskop og har kastet sig ind i politik med en brændende ildhu, som fortærer alt, der står ham i vejen. Han er besat af tanken om Danmark som værende bannerfører for de største idealer – med Gud ved sin side og retorikkens magt i sin hule hånd. Af samme grund er han også bange. For der er sindssygdom i hans familie – og hele livet har han frygtet, at galskaben skal springe frem i ham igen.


Johanne L. Heiberg – Sidse Babett Knudsen
Johanne L. Heiberg er dansk teaters ultimative førstedame – en uimodståelig stjerne som henriver alle med sit enorme talent. Hun er muse for samtlige mænd i den danske intellektuelle elite, og hun er lidenskabeligt engageret i den nationale sag.


Johan – Søren Malling
Johan er den ældste menige soldat i hæren – en erfaren soldat, som kæmpede under Didrich i den forrige krig.Johan fungerer som mentor for den yngre generation af soldater, og han anser det som sin personlige pligt at sørge for, at så mange som muligt kan vende helskindet hjem til deres familier efter krigen.
Der synes altid at være en mystik, som kredser om Johans persona. Et særligt lag af overnaturlighed.


Dinesen – Johannes Lassen
Dinesen er født kriger. Som en af de absolut yngste officerer i den danske hær nærer han et brændende had til tyskerne, og han har dedikeret resten af sit liv til at gøre det af med dem. Men ser man bort fra hans private lidenskab, så er han en enestående officer og et naturtalent til at lede. Alle ser op til ham, og i en krigssituation er man heldig, hvis man står ved Dinesens side.

Annonce