Forside Nyheder

Elselskab forlader Waoo til fordel for TDC


Trefor, elselskabet i trekantsområdet, forlader Waoo-samarbejdet og indgår aftale med TDC / YouSee.


Elselskabet Trefor, der står for elforsyningen i trekantsområdet (Kolding, Vejle, Fredericia, Vejen og Middelfart), skifter leverandør.


Waoo erstattes med TDC/YouSee, som fremover vil stå for at sælge TV, bredbånd og telefoni til fiber-kunderne i Trefor.


Det vil fortsat være Trefor der udbygger og vedligeholder selve fibernettet, mens TDC leverer indholdet.


“Det er en stor dag for fibernettet i Danmark og især i Trekantområdet. Det er en unik og historisk aftale. TDC får fuld adgang til at betjene alle vore nuværende og nye kunder på vort fibernet, som vi åbner for TDC-koncernen. Det har været en stor og langvarig proces, men vi forener det bedste fra to verdener og øger konkurrencen for kunderne”, lyder det fra Knud Steen Larsen, administrerende direktør for Trefor, til business.dk.


Trefor har 14.000 tv-kunder som, når den nuværende aftale med Waoo udløber, i stedet vil få tilbud fra YouSee / TDC.


Skiftet sker i 2. halvdel af 2015.


 







Fakta om aftalen



  • TREFORs fibernet dækker 95.000 ud af de i alt ca. 150.000 husstande i Trekantområdet.
  • TDC Group bliver fremover producent og udbyder af tv, bredbånd og telefoni til privatkunder samt af erhvervsløsninger på TREFORs fibernet.
  • TREFOR vil fortsat sælge tv, bredbånd og telefoni på eget fibernet.
    For kunderne på fibernettet betyder det, at de vil kunne vælge mellem at være kunder hos TDC Group eller hos TREFOR.

  • TREFORs eksisterende ca. 14.000 tv-kunder vil få tilbud om at få tv fra YouSee eller TDC. Overflytningen til YouSee eller TDC vil kunne ske fra 2. halvdel af 2015.
  • TREFORs nuværende ca. 35.000 bredbåndskunder fortsætter som kunder hos TREFOR, men teknisk vil bredbåndsforbindelsen blive leveret af TDC.
  • TDC Group får det fulde ansvar for drift og vedligeholdelse af fibernettet.
  • TREFOR overdrager det tekniske udstyr på fibernettet, dvs. hardware i gadeskabe, centraler osv.
  • TREFOR ejer fortsat fibernettet. Et antal medarbejdere fra TREFORs driftsorganisation overføres til ansættelse i TDC Operations.

Annonce