Forside Nyheder

Kort nyt


 


Google indgår forlig med Apple, Sony, Microsoft…


En tvist om patenter imellem Rockstar og Google er bilagt. Rockstar er det konsortium der i 2011 købte en bunke patenter – for næsen af netop Google – fra boet efter canadiske Nortel. Bag Rockstar står firmaerne Apple, Sony, Microsoft, BlackBerry, EMC og Ericsson.


Google var anklaget for at bryde 7 patenter i forhold til søgeteknologi i deres mobile enheder, og de kæmpede bl.a. for at det skulle forblive en sag imellem Rockstar og Google, og ikke handle om Android generelt.


Nu har parterne indgået forlig, men holder aftalen hemmelig.


 


Gamestop ønsker stop for spil “giveaways”.


Det går tilbage for spil-kæden Gamestop, der lige har udsendt et skuffende regnskab i USA.


Nu vil de have flyttet mere salg af spil tilbage til butikkerne, og ønsker at særtilbud om online-spil og “giveaways” droppet. Selvom de ikke nævnes ved navn, ligner det et opråb til Sony og Microsoft, om at tænke på butikker som Gamestop også i deres markedsføring.


Spørgsmålet er så om udviklingen med mere online download/streaming og færre fysiske spil-medier overhovedet kan vendes, eller om Gamestop bare må se den del af forretningen blive mindre og mindre, efterhånden som de nye konsoller vinder frem.


 


Netflix og YouTube sidder på halvdelen af US nettrafik.


Den årlige rapport fra Sandvine omkring brugen af internet, viser at Netflix og YouTube stadig sidder tungt på nettrafikken i USA (downstream) for kablet internet.


Netflix-streaming lægger beslag på 34,89% af den samlede internet-trafik (peak), mens YouTube udgør 14,04%. Tredjepladsen er normal surf på internetsider, der samlet set udgør 8,62%.


Den anden vej, upstream, er det fortsat fildeling (BitTorrent) der er størst med 25,49% men det tal falder år for år nu.


For Europa er billedet noget anderledes, hvilket kan tilskrives at det først er nu at Netflix går ind i store lande som Tyskland og Frankrig. I Europa er det YouTube der benyttes mest, med 22,38% med surfing på 17,27% og fildeling download (Bittorrent) på 3.pladsen med 10,39%.

Annonce