Forside CES CES 2015

Netflix: Historien om VPN-blokering er en and


 


Recordere.dk har fået forklaringen omkring grænsebomme og VPN-blokering på Netflix, og der er godt nyt.


Forleden dag kørte historien om at Netflix er begyndt at opbygge grænsebomme, dvs. lægge blokeringer ind overfor de VPN- og DNS-tjenester der kan benyttes til at se eksempelvis amerikansk Netflix fra Danmark.


Den bragte vi også her på recordere.dk, ligesom den fandt vej til andre medier, også her i Danmark.


Baggrunden for historien var forskellige eksempler på Netflix-afspillere der var blevet udelukket. Fra Netflix på Android, over VPN-tjenesten TorGuard til en DNS-service på Apple TV.


Men hvis du hører til dem der ville savne muligheden for at skifte over til et andet lands Netflix, så er der godt nyt.


 


Netflix: Udvidet blokering er en and


Recordere.dk mødte den produktansvarlige hos Netflix, Chief Product Officer Neil Hunt, i forbindelse med CES-udstillingen her i Las Vegas, og han afkræftede historien.


Det er ikke sandt, det er en and, fortalte han os og gav den tekniske forklaring på hvad der ledte til historien om en mulig systematisk udelukkelse af de VPN- og DNS-tjenester, som benyttes til at omgå geografisk blokering.


Når Netflix benyttes på mobil, i områder med langsomme og ustabile internetforbindelser, så er der brug for en robust afspiller.


I den forbindelse lavede Netflix forleden nogle ændringer i afspilleren til Android, så den – i tilfælde af at DNS-serveren ikke svarer indenfor 4 sekunder, der skulle afspilleren i stedet lave “fallback” til Googles DNS-tjeneste.


Googles DNS har nemlig vist sig både hurtig og stabil verden over. Men en bivirkning af dette er Netflix-brugere, med en langsom DNS-tjeneste til VPN, kan risikere at afspilleren kobler sig op til Netflix servere via Googles DNS i stedet, og så virker “VPN-tricket” ikke længere.


 


Netflix blokerer dog også


Der sker dog en udelukkelse af bestemte IP-adresser via en “sort liste” som Akamai vedligeholder.


Neil Hunt fortalte at alle udbydere skal blokere de servere der optræder på denne liste, men at de VPN- og DNS-tjenester der benyttes til at omgå geografisk blokade kun sjældent optræder på den liste. De gør nemlig alt hvad de kan for netop ikke at havne på listen, da det betyder udelukkelse fra mere end Netflix.


Denne liste er angiveligt forklaringen på, at det fra tid til anden kan opleves, at andre adgange til Netflix også holder op med at virke i en periode.


Men der sker altså ingen systematisk geoblokering som inkluderer alle proxy-, DNS- og VPN-servere. Den slags mener Neil Hunt i øvrigt slet ikke ville kunne fungere i praksis.


Så bare rolig, Netflix er aligevel ikke i færd med at sætte grænsebomme op.

Annonce