Forside Nyheder

Windows 3.1 lukkede Paris lufthavn

-

Microsoft Windows 3.1

Et nedbrud på en Windows 3.1 forårsagede flyveforbud i en lufthavn i Paris.

For de fleste er Microsoft Windows 3.1 et forhistorisk operativsystem. Med en premieredato i 1992 skulle man mene at det efterhånden var slut med de aktive installationer.

Men nej. Et nedbrud på en Windows 3.1 computer forårsagede forrige lørdag at en lufthavn i Paris måtte lukke ned og stoppe for såvel starter som landinger. Det skriver Vice.

Det er lufthavnen Paris Orly, en international lufthavn der før etableringen af Charles de Gaulle Airport var Paris’ eneste lufthavn. I 2011 fløj 27 mio. passagerer til/fra Orly.

Lørdag den 7/11 2015 fik de problemer med en Windows 3.1 computer der kører softwaren DECOR som benyttes under start- og landinger. Computeren leverer vejrinformationer fra kontroltårnet til piloterne som visuel sigte og afstand til landingsbanen (RVR, Runway Visual Range).

Da der samtidig opstod tåge omkring Paris så betød det at den travle lufthavn måtte lukke ned for alle starter og landinger den dag.

I hele Paris har de kun 3 eksperter der kan afhjælpe problemer på den computer, og den ene er tilmed på vej på pension. Men det lykkedes at få liv i computeren igen, så flyvningerne kunne genoptages.

Annonce