I denne klumme spekuleres der lidt over, om Virtual Reality-underholdning kan være en social oplevelse, eller om en tur ind i VR-brillen altid vil være en solooplevelse.
Vi taler og skriver meget om Virtual Reality lige nu. VR-bølgen er for alvor skyllet ind over os her i 2016, og det ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig.
HTC Vive og Oculus Rift er knapt nok kommet på gaden, og PlayStation VR kommer først til oktober, men er allerede forudbestilt i hundredetusindvis af eksemplarer. Og Samsungs GEAR VR giver lige nu allerede en masse mennesker en ret god forsmag på, hvad vi har i vente i de kommende år.
Anvendelsesmulighederne for både Virtual Reality og Augmented Reality (hvor der lægges et kunstigt grafiklag oven på den rigtige virkelighed) er mange.
Erhvervslivet ser frem til at kunne lave AR-instruktionsvideoer, der tager udgangspunkt i, hvad brugeren rent faktisk kigger på.
I militæret har man brugt VR til simulationer i årevis. I skoler vil man kunne tage elever med på rejser til fremmede lande, man aldrig ellers ville få budget til at besøge.
Hollywood er igang
Men den store, folkelige bevægelse på VR kommer nok til at starte med gaming. Det vil formodentlig være spilfans, der tager imod VR først, inden VR for alvor begynder at brede sig til andre anvendelsesområder.
Det betyder dog ikke, at man ikke er begyndt at kigge på VR indenfor knapt så interaktive, audiovisuelle underholdningsformer. Hollywood er i den grad i gang med at undersøge mulighederne for VR som en helt ny måde at fortælle på.
De første VR-film er allerede lavet. De er mest lavet som eksperimenter eller kunstprojekter.
Men der findes også film som ’Help’ af Justin Lin, der egentlig er en 360-graders-film, sponseret af Google. Den foregår i Los Angeles og er instrueret af en rigtig Hollywood-instruktør og har alle de special effects man forventer sig af noget, der kommer fra den egn af verden – også selvom det er en kortfilm. Og så er der naturligvis pornoindustrien, hvor VR allerede har gjort et stort indtog.
Og det er alt sammen fint nok. Men jeg tror, Hollywood skal passe lidt på med at overvurdere, hvad VR kan. I mange tilfælde er film og tv jo en social oplevelse, og det er VR-platformen ikke nødvendigvis god til at understøtte.
HBOs nye projekt
Tag nu HBO og OTOY som eksempel. HBO har netop investeret penge i OTOY, som p.t. arbejder med komikeren og den tidligere Daily Show-vært Jon Stewart om at udvikle et nyt koncept.
Det skal angiveligt være et af HBOs mere højprofilerede forsøg på at komme ind på VR-området, men det er omgæret med ret meget mystik, hvad det egentlig præcis handler om.
Ifølge Business Insider har OTOY udviklet noget VR-software, der kan vise en handling rundt om én, mens man sidder stille i sin lænestol og blot kan kigge sig omkring.
Det lyder som alle andre VR-filmløsninger, så tiden vil vise, om HBO og Jon Stewart har fået øjnene op for noget mere end blot ”normal” VR-underholdning.
Projektet skulle dog også have et socialt element.
På samme måde, som Facebook håber, at deres investering i Oculus kan kaste en VR-version af Facebook af sig, hvor man bruger Facebook mere som var man en avatar i Second Life, så håber OTOY og HBO, at folk vil gå ind i det virtuelle univers og opleve film og tv sammen. Altså i stedet for at gå ind i en biograf eller sætte sig for at se ’Game of Thrones’ sammen med vennerne med snacks og cola.
Ganske belejligt, nu hvor vi står overfor premieren på sæson 6 af ’Game of Thrones’ på søndag, nævner OTOYs CEO netop denne serie som et eksempel på, hvor folk finder sammen for at se den i fællesskab.
Det er angiveligt denne oplevelse, han vil gøre virtuel, sådan at man ikke bare kan se TV sammen med folk, der er i ens fysiske nærhed, men også få oplevelsen af at dele en video-oplevelse med nogen på den anden side af jorden.
Den sociale underholdningsoplevelse
Og der er da ingen tvivl om, at det er en anvendelsesmåde, der sikkert vil blive brugt af mange, når først den bliver tilgængelig. Den er faktisk allerede lidt tilgængelig nu, for der findes apps til VR-briller, hvor man kan gå ind i en virtuel biograf og se en film, der kører på et lærred.
Jeg er dog imidlertid endnu ikke stødt på en app, der understøtter at man kan vende sig om og se en realistisk repræsentation af ens ven, der sidder ved siden af én og kigger med samtidig.
I det hele taget tror jeg, at markedet for denne måde at bruge VR på er for småt til at Hollywood kan lave penge på det.
Der skal virkelig være noget helt specielt – hvilket jeg bestemt ikke udelukker, at der er – ved HBO/OTOY-løsningen, der gør den sociale underholdningsoplevelse god nok til at folk vil erstatte the real thing med VR.
For, som en af verdens største brugerinterface-guruer, Bill Buxton fra Microsoft, har indvendt, så handler alle interfaces om social accept. Han sagde det i forbindelse med Microsofts lancering af Kinect-modulet, der potentielt åbnede op for, at man kunne styre sin Xbox eller sin Windows med fagter og håndbevægelser.
Men som Buxton pegede på, så kan sådanne fagter og håndbevægelser sagtens fungere, når man skulle styre noget hjemme i sin stue.
Ude i offentligheden er det noget andet. Det ville for eksempel være ret upraktisk at skulle vifte med arme og ben for at styre interfacet på skærmen foran én, når man sidder i et flysæde.
Personen i sædet foran ville nok være glad for, at man ikke sidder og prikker til skærmen hele tiden, men ens sidepassagerer ville nok hurtigt blive trætte af ens fagter. Og man ville i øvrigt også ligne en idiot.
Mikroreaktioner
Den sociale faktor er også utrolig vigtig, når man går i biografen med vennerne eller sætter sig for at se en film eller en TV-serie foran skærmen. Vi interagerer på mikroniveau, når vi er i hinandens selskab, selv når vi ikke tænker over det.
Vi kaster et hurtigt blik på hinanden for at se, om vi reagerer ens på handlingen i filmen. Vi kommer med korte udbrud og kommentarer. Vi skifter kropsposition, når noget bliver pinligt eller akavet på skærmen, eller når noget får os til at reagere emotionelt. Helt ned på åndedræts- og lugteniveau reagerer vi på hinandens mikroreaktioner og interagerer ubevidst, når vi ser film og TV sammen.
I biografen er der endda en masse fremmede, vi reagerer sammen med. Og alene stimuleringen af lugtesansen (popcorn, cola, chokolade, biografens egen duft) er noget, vi ubevidst reagerer på, når vi oplever de her ting. Man kan jo heller ikke lige dele en kande te eller en flaske rødvin, når man ser ting sammen i VR.
Jeg tror, at den sociale VR-oplevelse af film og TV vil mangle en hel del af de hygge-elementer, der gør, at vi overhovedet gider se film og TV i fællesskab med andre.
Dermed ikke sagt, at det ikke kan være en fantastisk solooplevelse at se en film i VR. Eller at folkene bag VR-teknologierne finder på noget helt tredje, der kan eksistere sideløbende med den gammeldaws, fælles oplevelse af film og TV. Men der skal godt nok noget smart teknologi til, før den sociale film- og TV-oplevelse kan genskabes i den virtuelle verden.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, da Microsoft introducerede Xbox One og viste, hvordan man kunne sidde ved hver sin skærm og se den samme film, mens et lille vindue i hjørnet af skærmen viste et kamerafeed fra Kinecten. På den måde kunne man se filmen sammen med en ven, og interagere med vennen via en slags videochat, mens man så filmen sammen.
Det er ikke ligefrem fordi, den måde at bruge Xbox One på blev et gigantisk hit. Har du nogensinde hørt om nogen, der så film på den måde jævnligt? Det har jeg ikke. Og jeg har heller ikke selv gjort det.
Jeg tvivler på, at VR bliver ret meget anderledes.
