Forside Nyheder

Apples Eddy Cue åbner op om egenproduktioner og live-tv

-

eddycueEddy Cue er manden, der har stået for indholdssiden hos Apple siden de tidligste iTunes-dage.

Derfor var han også den helt rette at snakke med, da The Hollywood Reporter besluttede sig for at de ville vide mere om Apples fremtidsplaner, når det gælder streaming af live-tv og egne indholdsproduktioner.

Det viser sig nemlig, at det ikke bare er ’Planet of the Apps’, der er på tegnebrættet. Dr. Dre, der jo er ansat hos Apple nu, er tilsyneladende i gang med at lave en fiktionsserie, hvor Apple også er involveret. Men det vil Eddy Cue dog ikke bekræfte overfor The Hollywood Reporter, han siger blot, at »Jeg har hørt, han er i gang med at indspillet noget nede i L.A.«.

Cue nedtoner også generelt Apples planer på området. »Det er ikke vores forretning at lave tv-shows. Hvis vi kan se, at det komplimenterer det, vi laver i Apple Music eller hvis det er noget, der er innovativt på vores platform, kan vi guide eller komme med forslag. Men vi er ikke ude på at konkurrere med Netflix eller Comcast.«

I forhold til om Apple på et tidspunkt kommer med deres egen pakke af tv-kanaler, man så kan streame på sin Apple TV, mener Cue, at det er den forkerte måde at tænke tingene på: »Jeg mener, det er en misforståelse… Hvorfor skal jeg f.eks. sætte en DVR til at optage? Hvorfor kan jeg ikke bare komme hjem fra arbejde og sige til min boks: ”Nu vil jeg gerne se basketball-kampen med Duke-holdet”? Eller endnu bedre, hvorfor ved boksen ikke allerede, at jeg gerne vil se Duke-basketball, når jeg kommer hjem?«.

Det lader altså til, at rygterne om at Apple har droppet idéen om at gå ind i flow-tv holder stik. Du kan læse hele interviewet her.

Annonce