Forside Indhold og distribution Film

Nu hives forbrugere af piratfilm i retten

-
Foto: Shutterstock.com / recordere.dk
Foto: Shutterstock.com / recordere.dk

Advokatfirmaet bag piratbreve er begyndt at stævne danskere for ulovlig download af film.

Igennem et års tid har advokatfirmaet Opus Law sendt breve til danskere med økonomiske krav for ulovlig download/streaming af film.

Indtil nu er sagerne enten endt i forlig eller sat på pause, men nu kommer de første stævninger mod potentielle danske forbrugere af piratfilm. Det skriver Finans.

Den første dansker er nu sagsøgt for ulovlig download af film.

“Vi har sendt breve ud i over et år og er mange gange blevet spurgt, om vi overhovedet har stævnet nogen. Det kan vi nu sige, at vi har”, fortæller advokat ved Opus Law, Niels Dahl-Nielsen, til Finans.

Denne første sag handler om en person som det ikke er lykkedes at indgå forlig med, og han er nu blevet sagsøgt med et erstatningskrav på ca. 5.000 kroner.

 

Baseret på IP-adresser

Opus Law baserer deres dokumentation på IP-adresser.

De har eksempelvis dokumentation på hvilken IP-adresse der er benyttet til at hente en piratfilm, og med den i hånden kan de gå til domstolene og få internetudbyderne til at udlevere navn og adresse på ejeren af den internetforbindelse der blev anvendt.

Hvilke andre beviser og indicier der måtte indgå i sagerne er ikke oplyst.

 

Første sag af sin art i flere år

Ifølge advokatfirmaet så ligger de seneste domme på området år tilbage, så det handler også om at få efterprøvet disse sager ved domstolene.

Altså hvor det er forbrugere af pirat-film og -tv-serier der hives i retten.

“De seneste domme på området ligger mange år tilbage, så vi ser frem til, at domstolene skal tage stilling til sagen. Vores klienter har ikke startet kampagnen med breve og retssager for at tjene penge. De gør det for at få stoppet ulovlig piratkopiering”, slutter Niels Dahl-Nielsentil Finans.

Opus Law fortæller at der er flere retsager på vej.

 

 

Annonce