Forside Nyheder

Beta-udgave af ‘Portrait’ er klar til iPhone 7 Plus

-

iphone7plusDa Apple præsenterede iPhone 7 Plus var der ret meget opmærksomhed på ’Portrait’-funktionen.

Apple gjorde en hel del ud af, at de to kameraer på iPhone 7 Plus kan bruges til at lege med dybdeskarpheden, sådan man kan gøre baggrunden uskarp, mens motivet i forgrunden står skarpt.

Det er normalt noget, man skal bruge et langt større objektiv, og dermed et større kamera, for at opnå. Eller også skal man gøre det med software.

Men såvel Apple som en række andre smartphone-producenter kan altså gøre det optisk ved at sætte to kameraer bag på deres telefoner. Apple lovede ved præsentationen, at denne mulighed, der kaldes ’Portrait’ ville blive tilføjet med en opdatering af iOS i løbet af efteråret.

Denne opdatering er nu kommet, i hvert fald til dels. IOS 10.1, der nu er tilgængelig, giver én mulighed for at bruge Portrait, men kun som en beta-test. Det betyder dog bare, at man skal være klar til at leve med, hvis funktionen halter lidt. Man behøver ikke være med i Apples beta-tester-program for at lege med funktionen.

’Portrait’-funktionen ligger som en tilstand på linje med Panorama, Square m.v. i kamera-app’en, og man bliver spurgt om man vil være med i beta-testen, når man aktiverer den.

Annonce