Forside Detail

Nye Power-butikker yderligere forsinket

-

Elektronikkæden Power bløder millioner i ventetiden på at kunne åbne nye butikker.

Der er nu gået 1,5 år siden Power-kæden holdt sit indtog i Danmark. Experts elektronikkæde der skulle tage kampen op med Elgiganten og Bilka.

I den tid er det kun blevet til 5 varehuse, trods ejernes intensioner om at åbne en Power i en del flere byer.

Power-direktør Jesper Boysen fortæller til Børsen at de bløder rigtigt mange millioner nu, fordi de ikke har nået at åbne flere butikker.

Det handler om gode placeringer, eller manglen på samme. Gode grunde der er til at betale, og her havde Power sat sin lid til en ny planlov der blev aftalt politisk i juni måned, men som endnu ikke er vedtaget.

Den lov ville med et “trylleslag” åbne op for at byggegrunde der i dag ligger ubenyttet hen, kan udstykkes til erhverv for Power og andre interesserede.

“Da vi drak champagne i juni, forventede vi, at alt var køreklart til, at vi kunne komme i gang i år. Men loven er ikke vedtaget endnu, og det har låst os”, fortæller Jesper Boysen til Børsen.

Kæden barsler med planer om yderligere i alt ca. 17 varehuse, og når break-even med omkring 15 varehuse totalt, altså 10 mere end nu.

“Hvis der skal gå så lang tid, før vi kan komme i gang, kan jeg ikke længere garantere, at vi når det så hurtigt. Det må jeg erkende”, fortæller Jesper Boysen til Børsen.

Power forventer, at forsinkelsen på loven kommer til at betyde, at flere af de nye butikker der er i støbeskeen må vente med at åbne til sommeren 2017, eller senere.

Kæden har butikker på Frederiksberg, i Glostrup, i Herlev, i Odense og i Randers og en på vej i Holstebro.

 

Annonce