Forside Produkter Gadgets

TEST: Samsung Gear S3 Classic smartwatch

-
Samsung Gear S3 Classic

I år er Samsung kommet med to versioner af deres Gear Smartwatch i S serien. Gear S3 Classic og Gear S3 Frontier med LTE data (Frontier modellen i Danmark kommer ikke med LTE).

Vi har testet Classic modellen. Eneste forskel på specifikationerne mellem de to ure, er at S3 Frontier har indbygget LTE, så den har egen datakilde, og så kommer Frontier i et grey steel design, hvor Classic kommer i et klassisk krom design.

Boksen til Gear S3 Classic er elegant (foto: recordere.dk)

Udpakning og opsætning

Vi har testet Samsung Gear S3 classic med en samsung Galaxy S6 Edge, og efter vi havde opladet uret i den medfølgende trådløse lader, så var vi klar til at gå i gang.

Uret kommer i en flot rund kasse, der udover uret indeholder en lille ladedock og en USB lader.

Gear S3 Classic kommer med læderrem, og der er to forskellige remme med, så man kan bruge den på både store og små håndled.

Uret bruger ikke specielle remme, og hvis du ikke kan lide den medfølgende læderrem, kan du frit gå ud og købe en 22 mm. rem i en hvilken som helt butik det passer dig.

Urets hus er 46 mm i diameter, og hele 12,9 mm tykt, så uret er rimeligt maskulint at se på. Men selvom uret er så stort, føles det ikke som en klods på armen, men det er nok personlig preference for ure, der ikke forsvinder på armen. Uret vejer 57 gram uden rem, så det er ikke tungt at have på armen.

Samsung Gear S3 Classic på håndled. (foto: recordere.dk)

Det jeg rigtigt godt kan lide ved Samsung Gear S3 serien, er at det ligner og føles som et rigtigt ur, og ikke bare en håbløs kasse på håndledet, og så er jeg også vild med de urskiver (Watch faces), der følger med. Som standard er der 16 med i uret, men modsat Apple Watch, er der en store hvor du både kan hente gratis og købe nye designs.

Inde i uret sidder der et Exynos 7220 dual 1.0 GHz chipset, der leverer rigeligt med hestekræfter til at trække uret, der kører på Samsungs eget Tizen Wearables OS. Det kommer fra fabrikken med version 2.3.2.

Uret er IP68 certificeret, hvilket betyder at det er støv- og vandtæt i en max dybde til 1.5 meter i op til 30 minutter. Så mit råd skal være. Lad være med at tage dit Gear S3 med i vandet, når du bader.

Der er også Bluetooth 4.2, WiFi b/g/n, samt NFC og GPS, mikrofon og højttaler indbygget i uret.

Det indbyggede WiFi kan bruge uden telefonen, og skal opsættes seperat, men så kan du faktisk bruge dit smartwatch uden at være forbundet med bluetooth til din telefon i en periode.

Den indbyggede mikrofon og højttaler kan bruges til stemmekommandoer, men også bruges til opkald. Ikke en funktion jeg bruger mit smartwatch til, så det er ikke noget vi vil gå igennem i testen.

Samsung Gear serien har altid været let at sætte op. Man henter Gear App i Google Play, og så tænder man for uret, og parrer det med Gear App’en. Det tager ikke mere end et par minutter så er forbindelsen oprettet.

Når forbindelsen er oprettet viser Gear S3 en lille introduktion på skærmen, hvor man hurtigt lærer hvordan man betjener de forskellige knapper og den geniale urkrans, som også Gear S2 som vi testede sidste år har.

Skærmen på Samsung Gear S3 Classic (foto: recordere.dk)

Skærmen

Den 1,3 tommer store AMOLED skærm har 360×360 pixel i opløsning og er dækket med Gorilla Glass SR+, så det kan tåle nogle slag uden at ridse eller knække.

Skærmen står meget klar, og teksten er let at læse på skærmen, uanset lysforhold.

Du kan vælge en “allways-on” funktion, så uret altid viser klokken, og du ikke skal vente på at viseren kommer frem når du bevæger armen. Det koster naturligvis en del på batteritiden, men du kan let komme igennem en hel dag med displayet tændt hele tiden. Og de gange vi prøvede var vi meget tæt på at ramme to hele dage ved normalt forbrug.

Software

Tizen som er Samsungs eget operativsystem til TV og wearables er med version 2 blevet et super alternativ til både Android og WatchOS. Det største problem er stadig manglende software, men allerede nu er der masser af gode programmer at finde i Samsungs butik.

Måden man navigerer på Samsung Gear S3 er genial. Samspillet mellem skærm og urkrans er let og intuitiv, og i stedet for at skulle zoome ind og ud som man gør på Apple Watch, så er måden man kører igennem sine apps på Tizen meget lettere at overskue. De står i en bue rundt på skærmen, og det går hurtigt at finde netop den app man har brug for.

Trækker du fingeren ned fra toppen af skærmen får du et let overblik over settings og batteristatus, trækker du fra venstre mod højre ser du notifikationer og aktivitetsstatus, og trækker du fra højre mod venstre, har du adgang til kalender og andre applikationer. Trykker du hårdt på skærmen kan du ligesom på Apple Watch skifte udseende, og der bruger du urkransen til at vælge hvad watch face du vil have vist. Jeg er helt vild med udvalget af analoge designs.

Notifikationerne bimler lystigt ind på uret, og f.eks. SMS beskeder kan besvares direkte fra hånden med et lille T9 tastatur på skærmen. Det er fint nok, men helt sikkert ikke noget jeg ville bruge meget tid på, når jeg har mit Swift keyboard på telefonen.

Der hvor Gear S3 halter, er på antallet af interessante apps i Samsungs appstore. Der er stadig ikke nok relevante apps til uret, men de apps som følger med uret er for de fleste nok, og for de fleste er et smartwatch mere en avanceret notifikationsplatform og sportstracker, end stedet hvor man leger med apps. Det er ihvertfald sådan jeg har det med mit Apple Watch, som har et væld af apps, som jeg aldrig bruger.

Der er pulsmålerapps og med den indbyggede GPS også mulighed for at tracke løbeture og afstand via bl.a. S-Health der er Samsungs sundheds app på deres Android telefoner.

Pulsmåleren virker rigtigt godt, og tager løbende din puls når du motionerer, og beholder du uret på når du sover så tager uret også pulsen der.

I det hele taget er Samsung Gear S3 Classic et OK mix af smartwatch og fitnesstracker, men ægte motionister vil sikkert stadig foretrække f.eks. Garmin.

iOS support

Den 9. januar kom der en iOS version af Samsung Gear S til iOS, så du nu også kan bruge Samsung Gear uret sammen med iOS.

Der kan du få notifikationer fra både apps og kalender. Vi har dog ikke kunne teste alt funktionalitet, men umiddelbart virkede de vigtigste funktioner uden problemer

Bagsiden af Samsung Gear S3 Classic (foto: recordere.dk)

Batteritid

Det indbyggede 380 mAh batteri giver let over tre fulde dage, og også ofte 4 dages batteritid ved normalt brug. Vi prøvede også bare lade det ligge i standby, og efter 4 dage havde det kun brugt 30% batteri. Der er ingen tvivl om at Samsung viser vejen for hvordan batterier på smartwatches skal yde.

Batteriet i Samsung Gear S3 tager ca. to timer om at oplade fra 0-100%, og det er meget fint. Opladningen sker trådløst med den medfølgende dock, der bruger WPC standarden.

Konklusion

Samsung Gear S3 Classic er noget af det bedste du kan få lige nu inden for smartwatches. Urets batteritid trækker voldsomt op, mens manglende apps trækker ned. Men hvis du er Android bruger, og vil have et prisbilligt smartwatch der ikke koster alt for meget, og samtidigt ikke gider at lade dit ur op hver dag, så er Samsung Gear S3 Classic vejen du skal kigge.

Samsung Gear S3 Frontier ses på nettet til priser helt ned til ca. 2.500 kr., men ligger ofte omkring 2.800 kr.

Find bedste pris på Samsung Gear S3 Classic her.

Specifikationer: Gear S3 Classic

  • Størrelse: 46 x 49 x 12.9 mm
  • Skærm: 1,3” Super AMOLED (360×360)
  • Chipset: Exynos 7270, dual-core 1.0 GHz
  • RAM: 768 MB
  • Hukommelse: 4 GB
  • Forbindelser: Bluetooth 4.2, Wi-Fi b/g/n, NFC, MST, GPS
  • Sensorer: Accelerometer, Gyro, Barometer, HRM, Ambient light, Speedometer
  • Batteri: 380 mAh
Annonce