Forside Nyheder

Samsung vil slå biografprojektoren ihjel

-

Lige siden filmen blev opfundet i slutningen af 1800-tallet har biografoplevelsen været domineret af et enkelt princip.

En projektor viser noget på et lærred, og for det meste sker det over hovederne på publikum.

Men nu kan det være, det ændrer sig fuldkommen. Samsung har nemlig annonceret, at de vil til at lave LED-skærme i biograflærred-størrelse, der kan installeres i biografsale.

Firmaet kalder meget naturligt konceptet for ’Cinema Screen’, og den første model har en ægte 4K-opløsning, altså 4096 x 2160 pixels. Den er udstyret med HDR og kan ifølge The Verge vise video med ti gange så høj lysstyrke som de projektorer, der anvendes i biografer i dag.

Indtil videre har Samsung dog ”kun” annonceret en skærm, der er lidt over 10 meter bred. En sådan skærm vil kun kunne anvendes i mindre biografsale, for normalt ligger sådan et biograflærred på omkring 15-20 meter i bredden. IMAX-lærreder er typisk omkring 22 meter i bredden.

Men det er da en interessant udvikling, som det skal blive spændende at følge. Hvis det bliver trenden fremover, skal Barco og Christie og alle de andre snart til at finde noget nyt at lave.

Skærmen bliver i disse dage demonstreret på CinemaCon-messen i Las Vegas, og du kan læse mere om den her.

Annonce