Forside Nyheder

Var det noget med et smart-lommeur fra Samsung?

-

Hvis alle mode-diller i sandhed vender tilbage på et tidspunkt, så har det taget lidt tid for denne at komme retur.

Lommeuret har ikke ligefrem været noget hit siden armbåndsuret begyndte at dominere i den tidlige del af sidste århundrede, men der er noget, der tyder på, at Samsung måske vil forsøge at føre det ind i det 21. århundrede.

Firmaet har vist en del smarturs-nyheder frem i forbindelse med Baselworld, en ur-konference, der naturligvis foregår i Schweiz. Nogle af de nye modeller, som Samsung viste frem, var netop kombinationer af schweizisk urværk og Samsungs smarturs-teknologi, samt nogle nye designs (Og et t GEAR S3 Classic med LTE ombord).

Hvornår og hvordan disse kommer på markedet er et godt spørgsmål. Men det er helt klart de to lommeure, der har fået mest opmærksomhed indtil videre.

Hvad de kan, hvordan de skal bruges, og om de behøver en smartphone for at fungere, ved vi ikke. Det eneste, vi har at gå efter, er lidt billedmateriale, som Samsung har sluppet ud under messen, som man kan se her i artiklen.

Det er lommeurene på billedet øverst, ude til venstre. Lommeurene har et ægte, analogt kompas ombord og er designet af den schweiziske urdesigner Yvan Arpa.

Man kan naturligvis invende, hvorfor i alverden, man skulle have et smartur på en kæde i lommen, når man i forvejen har sin smartphone i lommen. Men nu er vi nogle stykker, der tager en vest på engang imellem. Og hvis skidtet har LTE, kan man måske endda lade smartphonen helt blive hjemme en gang imellem.

Annonce