Forside * Nyheder

360-graders videoer lander på din tv-skærm via YouTube

-

Du vil snart kunne kigge rundt i både live og forhåndsoptagede videoer i YouTube-app’en på dit tv.

Det var en af de store nyheder, Google havde taget med til åbningskeynoten ved deres udviklerkonference, Google I/O.

Annonce:

YouTube på computeren og mobile enheder har understøttet dette i lang tid, men det har ikke været muligt at gå på opdagelse i en video på samme måde på den store skærm.

Barbara McDonald fra YouTube forklarede, at en opdatering af YouTube-app’en på f.eks. smart-tv’er, der indeholder featuren er lige på trapperne. Til at starte med vil man via knapperne på sin fjernbetjening kunne navigere rundt i forhåndsoptagede 360-graders-videoer. Live-videoer kommer senere i år.

YouTube-folkene peger især på naturoplevelser og koncerter som oplagte 360-videoer, der bliver bedre af at komme op på den store skærm. Og der er da ingen tvivl om, at live-koncerter med 360-graders udsyn på en ordentlig tv-skærm og et ordentligt musikanlæg nok skal blive en helt anden oplevelse end vi kender det nu.

Der blev også lagt vægt på, hvordan fans kan interagere med afsenderne af videoerne, og her blev et nyt aspekt introduceret, der kan blive ret interessant.

De såkaldte ’Superchats’ blev introduceret for nogle måneder siden i USA, hvor fans kan betale sig fra at sende beskeder direkte til folkene på live-videoen, i stedet for blot at indgå sammen med pøblen i den almindelige kommentar-chat.

Dette aspekt vil YouTube nu udvide, sådan at man kan sende IoT-kommandoer gennem Superchats, og dermed f.eks. slukke lyset i studiet eller styre en drone, der flyver rundt om afsenderen af videoen. Det er afsenderen, der bestemmer, hvad det skal koste, så der er naturligvis grænser for galskaben. Men derfor skal det nok blive sjovt at observere alligevel.

Hvornår det sidste kommer til Danmark, vides endnu ikke.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.